3,7 procent af eleverne i Kalundborg er i juniormesterlære
Der er store forskelle på, hvor meget landets kommuner benytter juniormesterlære.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
En ny analyse fra SMVdanmark viser, at 3,7 procent af eleverne i 8. og 9. klasse i Kalundborg Kommune er i juniormesterlære. Samtidig består 83,6 procent af eleverne dansk og matematik, mens det gennemsnitlige skolefravær er på 9,8 procent.
Der er store forskelle på, hvor meget landets kommuner benytter juniormesterlære. Det viser en ny analyse fra SMVdanmark. Siden august 2025 har elever i 8. og 9. klasse haft mulighed for at bruge op til to dage om ugen i juniormesterlære, eksempelvis på en virksomhed eller en erhvervsskole.
I Kalundborg Kommune benytter 3,7 procent af eleverne i 8. og 9. klasse ordningen. Kalundborg ligger dermed hverken blandt kommunerne med den højeste eller den laveste andel i analysen.
Til sammenligning er 11,24 procent af eleverne i Faxe Kommune i juniormesterlære. I Rebild Kommune er andelen 10,32 procent, mens den er 9,21 procent i Lolland Kommune. I flere andre kommuner benytter under én procent af eleverne ordningen.
Store forskelle mellem kommunerne
SMVdanmark fremhæver, at flere kommuner med en lav andel elever i juniormesterlære samtidig har udfordringer med skolefravær eller faglige resultater.
”Vi har desværre en folkeskole i dag, hvor mere end hver tiende elev ikke består dansk og matematik, hvor mange elever har højt fravær, og hvor mange familier fravælger folkeskolen. Derfor er det påfaldende, at man i så mange kommuner ikke bruger det gode værktøj, som juniormesterlære kan være,” siger Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef i SMVdanmark.
I Kalundborg Kommune viser analysen, at 83,6 procent af eleverne opnår mindst karakteren 02 i dansk og matematik. Det gennemsnitlige fravær er på 9,8 procent.
”Tallene viser, at der er kommuner, hvor juniormesterlære næsten ikke bliver brugt, selvom de samtidig har udfordringer med fravær eller faglige resultater. Vi siger ikke, at juniormesterlære kan løse alle folkeskolens problemer. Men når vi har skabt en ny praktisk vej for elever, der kan have brug for noget andet end den traditionelle skoledag, så skal den mulighed også bringes ordentligt i spil,” siger Kasper Munk Rasmussen.
Vil pålægge kommunerne at informere
Ifølge SMVdanmark er muligheden for juniormesterlære ikke tilstrækkeligt kendt blandt elever og forældre.
Erhvervsorganisationen foreslår derfor, at kommunerne får pligt til at informere alle elever og forældre om muligheden senest i 7. klasse.
”Vi hører desværre, at mange elever og forældre ikke er blevet informeret om muligheden for juniormesterlære. Derfor foreslår vi, at kommunerne fremover får pligt til senest i 7. klasse at informere alle elever og forældre om muligheden. I den forbindelse er det også afgørende, at tilbuddet ikke kun målrettes elever med udfordringer, men at man i sin kommunikation gør det tydeligt, at juniormesterlære er for alle med mere pratikske interesser. Det er ikke godt nok at have skabt en ny vej gennem folkeskolen, hvis eleverne ikke kender den, eller får at vide, at den ikke er for dem,” siger Kasper Munk Rasmussen.
SMVdanmark foreslår samtidig, at elever fremover skal kunne komme i individuel praktik allerede fra 6. klasse, og at juniormesterlære også bliver et tilbud på private grundskoler.
Derudover ønsker organisationen en forsøgsordning i udvalgte kommuner, hvor elever kan begynde i juniormesterlære i 7. klasse.