200.000 kr. som bidrag til lysanlæg

Da Kalundborg Kommune ikke vil støtte til det nye lysanlæg, træder OLD SBI nu til.

200.000 kr. som bidrag til lysanlæg
Henrik Nielsen, formand for Svebølle BI 2016 modtog lørdag en check på 200.000 kr. fra Steen Jensen, Formand for støtteforeningen OLD SBI. Foto Thomas Gosch

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Støtteforeningen OLD SBI afholdt lørdag den årlige generalforsamling. Denne gang kunne foreningen give boldklubben Svebølle BI 2016 en check på 200.000 kr.

Steen Jensen, der er formand for OLD SBI, fremhævede i sin formandsberetning ved årets generalforsamling, hvor fantastiske støtteforeningens medlemmer er, og hvordan de støtter op om alle foreningens arrangementer. Det spænder fra indendørs fodboldstævner i Svebøllehallen og mad til KOMO Rally i Gammelrand til hjælp, når der afholdes Kalundborg Rocker.

“Vi er jo en støtteforening, og vores fornemmeste opgave er selvfølgelig at bakke op om SBI og være med til at skaffe penge til klubben. Men for mig handler OLD SBI også om noget andet – nemlig fællesskabet og om, at vi stadig kan samle en flok mennesker, når der skal tages fat,” sagde Steen Jensen blandt andet.

Støtte til lysanlæg

Støtteforeningen kunne ved samme lejlighed give Svebølle BI 2016 en check på 200.000 kr. OLD SBI og Svebølle BI 2016 er dog ked af, at Kalundborg Kommune ikke vil støtte opsætningen af fodboldklubbens nye lysanlæg.

“Det var ærgerligt, at kommunen sagde nej, så fodboldklubben skulle bruge 200.000 kr. mere på disse lysmaster, da pengene i klubkassen gerne skal være til gavn og glæde for medlemmerne, og lysmasterne er mere et kommunalt anlæg,” fortæller Steen Jensen i sin tale ved overrækkelsen af checken og slutter, “Derfor denne støtte fra OLD SBI.”

“Stor tak for det ekstraordinære tilskud, som vi brugte på at få sat lysmasterne op. Vi havde fået betalt masterne med blandt andet tilskud fra kommunen og Bent O. Jørgensens Fond, men der var ikke penge til at få dem monteret,” sagde en glad Henrik Nielsen, formand for Svebølle BI 2016, og fortsatte, “De penge kan vi nu bruge på de unge mennesker, vi har i klubben, til for eksempel materialer og fodboldture”.

 

Del