Skolechef hasteindkaldt efter historisk dårlige PISA-resultater
Udviklingen i Kalundborg går dog ikke i samme retning, når man ser på afgangskaraktererne.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Direktør for børn, skole og familie i Kalundborg Kommune, Michael Gravesen, blev tirsdag hasteindkaldt til et møde i Undervisningsministeriet om de nye PISA-resultater. Mens danske elevers faglige niveau er faldet markant, går udviklingen i Kalundborg dog den modsatte vej.
De danske skoleelever ligger på det laveste faglige niveau, siden Danmark første gang deltog i PISA-undersøgelsen i 2000. Det viser PISA 2025, som OECD offentliggjorde tirsdag. Undersøgelsen viser et markant fald i elevernes færdigheder i både læsning, matematik og naturfag.
Resultaterne fik samme dag Undervisningsministeriet til at hasteindkalde til et møde om situationen. Det oplyser direktør for børn, skole og familie i Kalundborg Kommune, Michael Gravesen, der også deltog på mødet.
Udviklingen i Kalundborg går dog ikke i samme retning, når man ser på afgangskaraktererne. Karaktererne i dansk og matematik på kommunens folkeskoler er steget, ligesom flere elever består de to grundfag.
Kalundborg tog forskud på udviklingen
Over for Skolemonitor beskriver Michael Gravesen de seneste års fremgang på skolerne i Kalundborg Kommune som en ”tyvstart”. Som repræsentant for Børne- og Kulturchefforeningen har han siden 2021 været en del af partnerskabet Sammen om Skolen og været medforfatter til Folkeskolens Kvalitetsprogram. Kalundborg Kommune begyndte derfor tidligt at arbejde efter flere af de principper, som senere blev en del af programmet.
”Allerede dengang stod det klart, hvad det handlede om. Og så gik vi i gang,” siger Michael Gravesen til Skolemonitor.
Udgangspunktet var, at karaktererne i Kalundborg Kommune var blandt landets laveste, og at hver fjerde elev ikke bestod dansk og matematik. Ifølge Michael Gravesen skyldes fremgangen især større frihed til de enkelte skoler, praksisnær faglig ledelse og en ændret rolle for forvaltningen.
”Vi har ikke rullet ét eneste obligatorisk projekt ud over skolerne, og vi har ikke bedt om nogle bestemte metodiske tilgange,” siger han til Skolemonitor.
Kommunen har gennem de seneste seks-syv år givet mere beslutningskraft tilbage til den enkelte skole. Det betyder, at løsningerne kan være forskellige på kommunens 16 folkeskoler.
”Sidder jeg på rådhuset og træffer en heroisk beslutning om, hvad alle skolerne skal, så er der ingen, der føler sig forpligtet på det helt ind i knoglerne. Men har de selv besluttet det på de enkelte skoler, så forpligter det,” siger Michael Gravesen til Skolemonitor.
Laveste niveau nogensinde
I PISA 2025 scorer de danske elever 460 point i læsning, 471 point i matematik og 478 point i naturfag. OECD vurderer, at cirka 20 point svarer til ét læringsår. Med den målestok er danske elevers faglige niveau fra 2015 til 2025 faldet med knap to læringsår i læsning og matematik og ét læringsår i naturfag.
”PISA fastslår, at vi står midt i en meget alvorlig læringskrise. Vi vidste godt, at der var en udfordring. Men omfanget er langt større, end vi hidtil har været klar over. Det er et kæmpe samfundsproblem, der kræver, at vi står sammen om at løse det,” siger undervisningsminister Magnus Heunicke.
Tilbagegangen rammer elever på alle faglige niveauer – også de fagligt stærkeste. Undersøgelsen viser desuden, at 36 procent af eleverne i de fleste eller alle naturfagstimer bliver distraheret af blandt andet smartphones, hjemmesider og apps. KL vil mandag den 14. september hasteindkalde borgmestre, udvalgsformænd og kommunaldirektører til et møde om resultaterne og mulige handlinger.
Stadig under landsgennemsnittet
Selv om udviklingen går den rigtige vej i Kalundborg Kommune, består hver femte elev fortsat ikke afgangsprøverne i dansk og matematik. Elevernes karaktergennemsnit var sidste skoleår 6,8, og kommunen ligger dermed stadig under landsgennemsnittet.
”Vi kommer fra et lavt udgangspunkt og er stadig under gennemsnit. Men over en tiårig periode er tendensen klar. Vi har løftet os,” siger Michael Gravesen til Skolemonitor og tilføjer: ”At vi stadig ligger i den tunge ende, det er fakta – men det ændrer ikke på vores begejstring.”
Frygter quickfix og detailstyring
Regeringen vil fra skolestarten i 2027 forsøge at skabe et markant fagligt løft på de 100 skoler, hvor eleverne klarer sig dårligst i dansk og matematik.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er tre skoler i Kalundborg Kommune blandt landets 100 mest udfordrede. Michael Gravesen håber dog, at regeringen tager højde for den positive udvikling.
”På diplomatisk vis anerkender jeg den politiske præmis, men jeg håber, at de finder 100 skoler andre steder end hos os,” siger han til Skolemonitor.
Han er bekymret for, at skoler, som allerede er inde i en positiv udvikling, bliver omfattet af en centralt styret indsats. Hans råd til andre skoler og kommuner er, at det kræver tid og tillid at vende udviklingen.
PISA er en international undersøgelse af 15-åriges kompetencer i matematik, læsning og naturfag. Knap 6.300 elever fra omkring 300 danske folkeskoler og frie grundskoler deltog i undersøgelsen i 2025.