Ringridning i Løve søger ryttere

Ringridning i Løve søger deltagere og efterlyser friske ryttere. 

Ringridning i Løve søger ryttere
Vil du ride ringridning? I Løve efterlyser man ryttere. Foto: Jens Nielsen

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Ringridning i Løve er en gammel tradition, som tidligere samlede op til 80 ryttere.

Men nu ser det anderledes ud, og derfor efterlyser arrangørerne flere ryttere.

Det fortæller Stine Degn, der er med i den gruppe under Støtteforeningen for Løve Forsamlingshus, som står for at organisere ringridningen.

"Før i tiden havde vi tre baner og op til 80 ryttere til ringridning. Sidste år var vi 25," siger Stine Degn.

Derfor er hun nu ude at sprede budskabet om, at hvis man har lyst til at deltage i ringridningen i Løve, som foregår i Vestre Løve den 15. august, er man meget velkommen til at henvende sig.

Alle relevante informationer findes på hjemmesiden.

Hvis ingen – eller kun ganske få – melder sig, frygter Stine Degn for ringridningens fremtid.

"Det er jo konsekvensen, at vi lukker, hvis ingen melder sig. Og det ville vi være rigtig kede af," siger hun.

Der er to træningsdage, hvor man kan komme og øve sig: Søndag den 9. august fra klokken 14 til 16 og tirsdag den 11. august fra klokken 18.30 til 20.

 

Del