Kursusaften om kriseparat nabofællesskab
Det kriseparate nabofællesskab er titlen på et kursus, som Lokalrådet i Raklev Sogn og Omegn (ROL), Dagli'Brugsen og menighedsrådet i Raklev står bag,
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Flere organisationer i Raklev har stablet et kursus på benene, som handler om, hvordan man i lokalsamfundet kan hjælpe hinanden, hvis krisen indtræffer.
Et kursus var planlagt til juni, men måtte aflyses i sidste øjeblik på grund af sygdom. Nu får man imidlertid chancen for at deltage i en kursusaften, hvor kriseberedskab og lokalsamfundet er på dagsordenen.
Det er Lokalrådet i Raklev Sogn og Omegn (ROL), Dagli'Brugsen og menighedsrådet i Raklev, der står bag arrangementet, og de har inviteret en konsulent fra Beredskabsforbundet.
Kurset, som finder sted onsdag den 26. august, har titlen Det kriseparate nabofællesskab og foregår i Raklev Sognehus på Skillevej 1.
Kurset har det lokale nabofællesskab som omdrejningspunkt. Hvordan holder man kontakt til hinanden, og hvor og hvordan mødes man? Hvem holder øje med sårbare og udsatte mennesker? Har vi vand nok?
Det er nogle af de spørgsmål – og mange andre – der vil blive talt om.
"Vi er flere grupper i lokalsamfundet, som gerne vil støtte hinanden, når en krisesituation opstår, og derfor vil vi gerne være forberedte på det. Jo mere forhåndsoverblik og information, jo bedre kan ro og overblik bevares. Hvordan og med hvad kan vi selv være aktive?" lyder det fra Bodil Therkelsen, sekretær i ROL Raklev og Omegns Lokalråd og formand for Raklev Menighedsråd.
Kurset er gratis, og alle er velkomne til at komme og være med til at udvikle og skabe de gode relationer, der kan holde fællesskabet kørende i selv den mest utænkelige situation.
Det er gratis at deltage, og Brugsen sørger for drikkevarer og lidt snacks.
Man må gerne tilmelde sig til Bodil Terkelsen.