Sommerserie: Hvad er kultur for dig?
TV-Kalundborg.dk har denne sommer fokus på kultur. Vi har spurgt en række borgere i Kalundborg om, hvad kultur er for dem, ligesom vi følger op med en række artikler, hvor kultur er i fokus. I dag kan du læse om Trine Nystrup.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Navn, alder og by:
Trine Nystrup, 39 år, Kalundborg.
Hvad laver du til dagligt?
Jeg er medejer af Kontoret i Kalundborg og arbejder desuden som kirke- og kulturassistent i Vor Frue Kirke. Mit arbejde handler i høj grad om mennesker, fællesskaber og om at skabe rammer, hvor mennesker kan mødes. På Kontoret arbejder vi for at skabe et levende samlingssted i byen, hvor der er plads til netværk, arrangementer, kreative idéer og samarbejder på tværs af brancher og interesser. Jeg brænder for at skabe liv og aktiviteter, der styrker fællesskabet i Kalundborg.
Er du aktiv i en forening eller frivillig – og i givet fald hvor?
Ja, jeg er meget aktiv i RGI Håndbold. Jeg spiller selv på klubbens Danmarksseriehold og er samtidig træner for U9-, U11- og U13-drengene.
For mig handler håndbold om meget mere end sport. Det handler om fællesskab, sammenhold og om at give børn og unge gode oplevelser. Som træner får jeg mulighed for at være med til at udvikle børnene både sportsligt og menneskeligt. Det fællesskab, vi har opbygget i Raklev Håndbold, er noget helt specielt, og jeg er stolt af at være en aktiv del af det.
Hvad er kultur for dig?
For mig er kultur alt det, der samler mennesker. Kultur er musik, kunst og teater, men det er også sport, foreningsliv, lokale arrangementer og events.
Kultur er med til at give en by identitet og liv, og det er det, vi prøver at formidle på Kontoret.
Hvor får du dine kulturelle oplevelser?
Mange af mine kulturelle oplevelser får jeg lokalt, både gennem mit arbejde, foreningslivet og de mange arrangementer, vi afvikler på Kontoret.
Men min mand og jeg er også gode til at tage til koncerter og events rundt omkring i Danmark. Det er også sådanne ture, der giver inspiration til nye tiltag hos os selv.
Hvad savner du kulturelt i Kalundborg?
Jeg savner ikke nødvendigvis flere tilbud. Jeg savner derimod større synlighed omkring de mange gode ting, der allerede sker. Kalundborg har et stærkt kultur- og foreningsliv med mange engagerede mennesker, men vi er ikke altid gode nok til at fortælle historien om det.
Som lokal aktør oplever jeg, at der hver dag bliver lagt et enormt arbejde i at skabe aktiviteter, arrangementer og fællesskaber. Derfor er det vigtigt, at de gode historier også bliver fortalt. Vi har brug for omtale af de mange positive initiativer, så flere får øjnene op for alt det, der faktisk foregår i byen.
Samtidig mener jeg, at støtte til kulturelle aktiviteter skal være med til at skabe muligheder for mange forskellige mennesker. Tilskud skal gives med fokus på at favne bredt og styrke fællesskabet, uden at det bliver konkurrenceforvridende for andre lokale aktører. Vi står stærkest, når der er plads til mangfoldighed, samarbejde og forskellige initiativer.
Hvad er du rigtig glad for kulturelt i Kalundborg?
Jeg er rigtig glad for den mangfoldighed, vi har. Kalundborg kan meget mere, end folk nogle gange gør byen til. Vi har et væld af tilbud til alle aldersgrupper og samfundslag.
Det er vigtigt for mig, at vi fortsat har mange forskellige kulturelle tilbud i byen. Mennesker er forskellige, og derfor skal der også være forskellige måder at være en del af fællesskabet på.
Der er mange mennesker, der hver dag gør en forskel og skaber muligheder for andre. Hvis vi bliver endnu bedre til at samarbejde og fortælle de gode historier, tror jeg, at endnu flere vil få øjnene op for, hvor meget Kalundborg faktisk har at byde på.