Sommerserie: Hvad er kultur for dig?
TV-Kalundborg.dk har denne sommer fokus på kultur. Vi har spurgt en række borgere i Kalundborg om, hvad kultur er for dem, ligesom vi følger op med en række artikler, hvor kultur er i fokus. I dag kan du læse om Tina Stege Lindstrøm.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Navn, alder og by:
Tina Stege Lindstrøm, 55 år, Tårnby.
Hvad laver du til dagligt?
Jeg er præst i Nyvangskirken i Kalundborg.
Er du aktiv i en forening eller frivillig – og i givet fald hvor?
Som en del af mit embede som præst arbejder jeg sammen med Kalundborg Kommunes bosætningsteam, SprogCentret og Frivillighuset på at etablere en sprog-café for internationale borgere i Kalundborg. Her kommer jeg til at være aktiv fremadrettet.
Men siden jeg startede som præst for otte måneder siden, har jeg ikke haft tid til at være aktiv eller frivillig i nogen foreninger. Det har jeg ellers altid været, siden jeg var 16 år, så det er meget underligt for mig.
Hvad er kultur for dig?
Kultur er utrolig mange ting. Musik, teater, kunst og sport er de klassiske svar. Men kultur er for mig også mødet mellem mennesker og den kultur, der opstår, når vi er sammen om noget, for eksempel i kirken eller til en koncert.
Som præst er det en del af min kompetenceprofil at være kulturbærer. Der kan ligge rigtig mange ting under den paraply. Men det betyder, at jeg som præst – og vi som kirke – også skal være kulturbærere.
I Nyvangskirken gør vi det helt konkret ved at arrangere almene kulturelle arrangementer som Tirsdag for mænd og Torsdag for kvinderne. Også vores ”Fællessang med Silas” er en del af det at være kulturbærer og gøre kendskabet til vores fantastiske sangskat større.
Hvor får du dine kulturelle oplevelser?
De fleste af mine kulturelle oplevelser får jeg via mit job i Nyvangskirken. Men ellers elsker jeg at tage til koncerter – helst med store navne. Den seneste var Simply Red.
Jeg bor tæt på Royal Arena, så det er nærliggende for mig at holde øje med programmet der. Indimellem bliver det til kunstudstillinger, de senere par år nok mest fotokunst, når min søn har udstillet.
Hvad savner du kulturelt i Kalundborg?
Uh, det er svært for mig at svare på. Jeg synes faktisk, at der er et alsidigt udbud af kulturelle aktiviteter i Kalundborg.
Hvad er du rigtig glad for kulturelt i Kalundborg?
Igen et svært spørgsmål for mig. Jeg har besøgt SKØL en lørdag aften. Det er også kultur for mig, og det var meget hyggeligt.
Og så er jeg selvfølgelig glad og stolt over Nyvangskirken som kulturbærer.