Sommerserie: Hvad er kultur for dig?

TV-Kalundborg.dk har denne sommer fokus på kultur. Vi har spurgt en række borgere i Kalundborg om, hvad kultur er for dem, ligesom vi følger op med en række artikler, hvor kultur er i fokus. I dag kan du læse om Mogens Anholm.

Sommerserie: Hvad er kultur for dig?
Mogens Anholm, Røsnæs. Foto: Jens Nielsen

Navn, alder og by:

Mogens Anholm, Røsnæs Kalundborg

Hvad laver du til dagligt:

Ved siden af at være landmand har jeg altid været i forskellige organisationer inden for kvægbrugets -konsulent og rådgivningstjeneste.

Er du aktiv i en forening eller frivillig – hvis ja hvor:

For mig har det været, og er stadig, livgivende at kunne gøre en forskel med noget, som andre kan få glæde af. Med base på Røsnæs har jeg fået skabt et fantastisk netværk, mødt mange positive mennesker. Sammen har vi fået skabt ”Røsnæs Rundt” en vandrerute på 25 km. Kajakruten rundt om Røsnæs og i alt brugt 20 mio. kr. fra fondsmidler. Været med til renovering af Ulstrup Mølle, så den er blandt de fineste i Danmark. Ligeledes er jeg stolt over at kunne vise Røsnæs Fyr frem for besøgende fra ind- og udland i et samarbejde med mange frivillige, der begejstret viser frem, igen båret af et fællesskab ikke mindst over til Bo-og aktivitetscentret samt Skov-og Naturstyrelsen. Ud over ”Røsnæs Rundt ruten så er det de to projekter, som jeg stadig er stolt af at have været med til. De helt store fyrtårne, der har stor betydning for et lokalsamfund.  

Hvad er kultur for dig?                                                                                              

Jeg vil fremhæve to ting.

Fællesskab: Det er vigtigt at løfte i flok. Få så mange med, som muligt, til en opgave. Alle kan noget, og de fleste vil gerne, skal blot have en opfordring. Enhver form for idræt, hvor fællesskabet bliver inddraget er vigtigt. Det er medvirkende til dannelse af unge mennesker. Også her mangler frivillige, der påtager sig en stor, men vigtig opgave. Dette også uden den store honorering. Dette frivillige arbejde vil jeg tillade mig at kalde en stærk kultur. En foreningskultur, der er vigtig at styrke og bevare.

Traditioner. Det er med til at knytte familierne tæt sammen. F.eks. højtiderne. Til jul kommer børn, og andre der ikke til daglig bor her. Så udveksles der ”nik”, håndtryk og ordveksling. Man kommer hinanden ved. Sct. Hans er på Røsnæs også en tradition. Her mødes man, trods forskellige opfattelse af kultur, til fællesspisning, sang, båltale og bål. Madkurveture i det fri er for mig en dejlig tradition, hvor vi mødes med nogle af vores venner.

Hvor får du dine kulturelle oplevelser:

Når min hustru, Elin, og jeg tager på ture. Vi har været beriget af et godt helbred, så vi har virkelig set og oplevet mange forskellige kulturer. Det være sig Grønland, Indien, Afrika og Sri Lanka for at nævne nogle helt anderledes kulturer. Ofte primitive, set med vore øjne, men de er alligevel lykkelige og i harmoni. 

Jeg er også ganske imponeret over store bygningsværker såsom Peters Kirken, Colosseum samt Pyramiderne - og mange flere. Dog behøver man ikke tage til udlandet for at blive inspireret.

Hvad savner du kulturelt i Kalundborg?

Igen hvad er kultur? I en by som Kalundborg kan man jo ikke have alt.  Afstandene er jo ikke store i Danmark, så man kan jo køre efter det, man gerne vil opleve.   

Jeg kunne ønske mig et hotel, placeret i smukke omgivelser så gæster kunne se, opleve og styrke vores kultur. Vi skal tale vores by op. Med de mange uddannelser følger jo mange unge, herunder rigtig mange udenlandske, de vil sætte sit præg på kulturen i vores kommune. Vi skal favne dem og vise den kulturelle verden, hvad der er ”Dansk kultur”. Den er som beskrevet, mangeartet - intet er bedre end noget andet. Med få ord vil jeg fremhæve traditioner, forening- og frivillighedsarbejdet til glæde for de mange. Når man glæder og beriger andre, får man det dobbelt igen.                                                                                                                            

Hvad er du rigtig glad for kulturelt i Kalundborg?

I foråret så vi Grete Balles udstilling her i Kalundborg i anledning af hendes 100 års fødselsdag. Ganske imponerende. Besøger vi til en ny egn, får man meget ud af at gå på museet. Hver egn sin egen fortælling og kultur. 

Del