Kalundborg Søfartsmuseum er glade for ny placering

Efter en længere pause med flytning og lukning, kunne Kalundborg Søfartsmuseum 2. maj slå dørene op i nye lokaler på Øen. Det er de glade for. 

Kalundborg Søfartsmuseum er glade for ny placering
Forleden var morgenroerne fra Sorø Roklub på rundvisning i Kalundborg Søfartmuseum. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk'

Mens formanden for Kalundborg Søfartsmuseum, Jens Christian Seeberg, havde travlt med at vise en gruppe morgenroere fra Sorø Roklub rundt i baglokalet, fortalte Edita Seeberg om, hvordan sommeren på museet er gået.

Og den er gået godt. Museet får nemlig mange flere strøgkunder ind. Søfartsmuseet rummer også Seafarer's Club, som er et frirum for søfolk, der lægger til i Kalundborg Havn og gerne vil have nogen at tale med.

"Vi ligger meget bedre her end i Bethesdagade, hvor folk ikke lige kunne finde os. Så selv om vi ligger i den lidt mere rolige ende af gågaden, oplever vi et stigende besøgstal," fortæller Edita Seeberg.

Museet råder også over to skibssimulatorer, og dem holder den tidligere lods Ivar Svane øje med.

"Jeg sørger blandt andet for, at der er nye øvelser, og holder systemet ved lige," forklarer han.

Ivar Svane bygger også modelskibe, især af Marstal-coastere.

Kalundborg Søfartsmuseum holder åbent hver lørdag og efter aftale for grupper eller andre nysgerrige, der ønsker en rundvisning.

Der er også morgensang på museet. Næste gang er lørdag den 22. august, hvor man fra klokken 9.30 kan komme og synge med på kendte – og måske mindre kendte – sømandsviser.

Del