Esbern Snare har hørt
Af Journalist Sonja Husted Rasmussen sonjahustedrasmussen@gmail.com og Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Esbern Snare har hørt:
Da Jesper Thomsen fra Lysmesteren forleden fik en lampe ind til reparation, vidste han ikke, at den gemte på en lille hemmelighed.
Et ældre ægtepar havde indleveret en lampe, der skulle have ny fatning og ledning. Lampen var et arvestykke, som havde tilhørt mandens forældre, og han var meget omhyggelig med at understrege over for Jesper Thomsen, at han skulle passe godt på den. Faktisk vidste han ikke engang præcis, hvor gammel lampen var.
Men da Jesper Thomsen skilte lampen ad, dukkede der noget uventet op. Inde i lampen lå nemlig en sang fra forældrenes bryllup, som blev holdt i april 1946.
Lampen er nu blevet returneret med ny fatning og ledning – dog uden den gemte bryllupssang, som ægteparret fik med hjem som en ekstra souvenir fra lampereparationen.

En gammel lampe gemte på en hemmelighed - en bryllupssang. Privatfoto
Esbern Snare har også hørt,
at journalist Niels Plaschke har taget fat på et nyt bogprojekt, og han har allerede titlen klar: Den lille by med de mange våben. Bogen er tænkt som en bred fortælling om besættelsestiden i Kalundborg og omegn.
På Kalundborg Arkiv har Niels fundet en stribe artikler, som journalist Sonja Husted Rasmussen gennem årene skrev, om Børge Andersen og ismejeriet i Skibbrogade.
Især artiklen “Gennem Kalundborg med den lange stikker” fra d. 13. maj 1995 fangede Niels Plaschkes opmærksomhed.
Artiklen illustreres nemlig af at billede, hvor Børge Andersen sidder med et album fyldt med billeder fra besættelsen.
En efterlysning på Facebook gav pote, og nu har Niels fået kontakt med Karen og Børge Andersens datter Grethe, hvis søn ligger inde med albummet. Så skulle vejen være banet for Niels Plaschkes næste bog.

Karen og Børge Andersen.
Esbern Snare har ligeledes hørt,
at Kalundborg Lokalarkiv holder lørdagsåbent i december med mulighed for attraktive bogkøb. Det gælder blandt andet arkivernes traditionelle julebog Arkivernes Hjul, der ud kommer d. 14. november. Også den nye bog om Kordilgade er til salg, sammen med andre af Kalundborg Lokalarkivs bøger.

Kalundborg Lokalarkiv holder lørdagsåbent i december. Foto: Thomas Gosch
Esbern Snare hørte også,
at flere ryttere er startet på træningen op til årets Tour de KGB. I træningslokalet kunne man blandt andet se Thomas Aunsbak fra Multi-Tech, Steen Jensen fra Punkt 1, Bo Jensen fra NEG og Lars Bo Kristensen fra Beierholm.
Tour de KGB afholdes hvert år, hvor Erhvervsklub KGB samler penge ind til ungdomsfodbolden i Kalundborg GB.
Selve finaleløbet køres lørdag den 5. december klokken 11:00 på Solskinspladsen ved Kordilgade i Kalundborg.

Fire ryttere i træningslokalet for at være klar til finalen den 5. december. Foto: Privat