Læserbrev: Nej tak til Datacentre i Kalundborg kommune
Nej tak til Datacentre i Kalundborg kommune
Da vi den 22.oktober 2026 læste TV-Kalundborgs Facebook nyhed om, at et af Nordeuropas største datecenter kan have kurs mod Kalundborg og at kommunalbestyrelsen var blevet orienteret, var vi mange der blev dybt chokeret.
Anlæggene er planlagt til at ligge vest for Årby på 600.000 kvm og de resterende 900.000 kvm. skal lægges mellem Tømmerup/Ubberup/Kærby området på industrigrunde og skal producere data til udbygning af AI-teknologien.
Hele landet bliver i øjeblikket bombarderet med henvendelser fra uden- og indenlandske Tech-virksomheder og andre investorer som vil bruge VORES landbrugsjord, miljø, infastruktur, strøm og vandressourcer til kæmpe hyperscale-datacentre, som vil udbygge AI-teknologien i endnu videre omfang. Mange kommuner har sagt nej og senest har Holbæk kommune været så fornuftige efter hundredvis af protester og borgermodstand, at skyde projektet i Holbæk til hjørne.
Alle fakta må på bordet på et oplyst grundlag, inden Kalundborg kommune overhovedet tænker på at godkende det projekt som kan få så vidtrækkende, katastrofale følger for os alle sammen i generationer, især befolkningen i nærområderne, men også den danske økonomi, for der skal investeres kæmpe milliard beløb til udbygningen af den danske el-infrastruktur, for at kunne klare belastningen.
Der skal tages stilling til nogle af nedenstående emner:
- Hvad er formålet med disse anlæg?
- Er strøm-infrastrukturen er gearet til et sådant projekt?
- Har vi vandressourcer nok i de mængder der skal bruges og skal der bruges havvand?
- Er der støjgener med kontinuerlig lavfrekvent støj for varmevekslere 24/7 for naboerne?
- Er der forureningsfarer ved udslip af bla. evighedskemikaliet, PFAS?
- Er der luftforureningsfarer?
- Kan dannelse af varmeøer være muligt, hvis anlægget skal luftkøles?
- Om nødvendigheden af at transportere overskudsvarme/fjernvarme til København fra Kalundborg, og om udnyttelsen i det hele taget er muligt og rentabelt?
- Er det hele taget er nødvendigt, at bla. udenlandske Tech-firmaer skal beslaglægge kæmpe arealer som i dag er landbrugsjord og naturområder til AI-teknologi og som kun er profit-orienteret?
Her er bare et eksempel på konsekvenser for belastningen af vores elnet:
Det maksimale årlige strømforbrug for det planlagte datacenter i Kalundborg vil være cirka 7,45 terawatt-timer (TWh) om året, hvis anlægget udnytter den fulde kapacitet på 850 MW uafbrudt hele året rundt. For at sætte det i perspektiv svarer dette teoretiske maksimale forbrug til: • Cirka 20 % af hele Danmarks samlede elforbrug, som normalt ligger på omkring 35–38 TWh årligt.• Det årlige strømforbrug for over 1,8 millioner gennemsnitlige danske husstande.
Vi er rigtig mange der håber at vores kommunalbestyrelse vil sætte sig rigtig grundig ind i de konsekvenser, det kan have og ikke kun vælge den nemme løsning at godkende projektet, fordi man er venligstemt overfor vores industri. Dette er ikke et industrieventyr, men kan blive et mareridt på rigtig mange områder, hvis ikke de luftkasteller bliver skudt ned med det samme.
Derfor opfordrer jeg vores lokalpolitikere til at læse det med småt og at byens borgere vil bruge tid på at sætte sig ind i hvad der er på vej i vores område.
Er du interesseret i at sætte dig yderligere ind i hvorfor vi siger: NEJ TAK til datacentre i Kalundborg kommune, kan du få yderligere informationer på Facebook i gruppen og på Stop Datacentre i Danmark.
Annabehl Lassen
Bryggervænget, Kalundborg