Brev til Nils - fra den engelske konge
I april 2026 var den engelske Kong Charles på officielt besøg i USA, hvor han blandt andet talte for Kongressen. Den tale rørte Nils Overgaard fra Raklev.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Indimellem sker der noget, der giver håb. Det var i hvert fald den følelse, Nils Overgaard sad tilbage med, da han på tv så den britiske kong Charles holde tale for Kongressen i USA under sit officielle besøg i april i år.
Ifølge Nils Overgaard var talen nemlig rigtig god, fordi den var olie på oprørte vande i en urolig verden.
"Jeg oplevede, at kong Charles' tale rummede en elegant måde at håndtere præsident Trump på, som har gjort verden usikker. I talen fik kong Charles sagt nogle ting, der rummede en moralsk opsang til Trump, uden at den blev hverken politisk eller splittende. Jeg føler, at vi lever i urolige og usikre tider, men den måde, kong Charles håndterede det officielle besøg på, opmuntrede mig, så jeg skrev et brev til ham. Her lagde jeg især vægt på det, han havde sagt om, at USA var endt som fransktalende- forstået på den måde, at hvis ikke vi i den vestlige verden havde støttet USA, var landet endt som canadisk – og dermed fransktalende. Det var en elegant måde at sige, at vi burde holde sammen," forklarer Nils Overgaard.
Det britiske kongehus modtager omkring 2.000 breve om dagen, men Nils Overgaards brev slap gennem nåleøjet. Derfor modtog Nils for et par uger siden et svar fra den britiske konge. Eller rettere sagt fra det britiske kongehus' pressetjeneste.
"Her takker kongen for brevet og ønsker mig tillykke med min 75-års fødselsdag, men også for mit brev. Og så er der en passage, som jeg har streget over, for jeg skal ikke være den, der igen rokker ved verdensfreden. Passagen skulle nødigt komme præsident Trump for øre," siger Nils Overgaard.
Brevet skal nu i glas og ramme og får en plads i hjemmet i Raklev.