Første Metalcamp i Kalundborg giver unge en uge med metal og maskiner

Elever fra 8., 9. og 10. klasse skal i uge 44 prøve kræfter med svejsning og maskinprogrammering og i praktik hos lokale virksomheder.

Første Metalcamp i Kalundborg giver unge en uge med metal og maskiner
18 unge fra Kalundborg Kommunes skoler får mulighed for at opleve metalfagene på tæt hold, når Metalcamp Kalundborg afholdes for første gang i uge 44.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Elever fra 8., 9. og 10. klasse skal i uge 44 prøve kræfter med svejsning og maskinprogrammering og i praktik hos lokale virksomheder.

18 unge fra Kalundborg Kommunes skoler får mulighed for at opleve metalfagene på tæt hold, når Metalcamp Kalundborg afholdes for første gang i uge 44.

Eleverne har alle søgt om en plads på forløbet, der over fem dage kombinerer værkstedsundervisning med praktik i lokale virksomheder. Målet er at give dem indblik i metalbranchen og mulighederne for en fremtid som blandt andet smed, industritekniker eller maskinmester.

Fra værksted til virksomhed

På erhvervsskolens smedeuddannelse skal deltagerne blandt andet bukke, svejse, skære og programmere maskiner. Derefter venter to dages praktik hos en lokal virksomhed, hvor de møder faglærte medarbejdere og oplever hverdagen på arbejdspladsen.

Virksomhederne har taget godt imod initiativet, og der er fundet praktikpladser til alle 18 deltagere. I de fleste tilfælde ligger praktikstedet tæt på den unges bopæl.

Ugen slutter med en fælles afslutning og ceremoni for forældre og praktikvirksomheder.

Praktiske erfaringer kan åbne nye veje

Det er gratis for eleverne at deltage takket være donationer til DI-uddannelse. Deltagelse kræver ingen forhåndskendskab til metal eller svejsning, men nysgerrighed og lyst til at arbejde med hænderne.

"Som uddannelsesvejledere ved vi, at unge ofte vælger det, de kender. Derfor er det vigtigt, at de får lov til at snuse til forskellige uddannelser og virksomheder i praksis. Metalcamp er en ny mulighed, der giver de unge en en konkret oplevelse af metalfagene tæt på, og for nogle kan det være starten på en fremtid som faglært,” siger uddannelsesvejleder Christina Holm,der arbejder i Grundskolernes Uddannelsesvejledning i Kalundborg Kommune, som også er en del af planlægningsgruppen. Hun vejleder til daglig elever i 7., 8. og 9. klasse på Kalundborg Kommunes grundskoler.

Samarbejde bag den nye camp

Metalcamp Kalundborg er blevet til i et samarbejde mellem UU Kalundborg, Industriens Uddannelser, NEG og lokale virksomheder.

”Vi er meget glade for at unge får den her mulighed i Kalundborg Kommune, det giver nye muligheder og det var ikke sket, hvis ikke vi havde så godt et samarbejde mellem UU Kalundborg, Industriens Uddannelser og NEG Erhvervsskoler,” siger Christina Holm.

Initiativet er støttet af Dansk Industri, Tekniq, Metalindustriens Uddannelsesudvalg og Dansk Metal.

Her skal de unge i praktik

Følgende virksomheder tager imod deltagere på årets Metalcamp:

  • 3 S ApS
  • Asger G. Jørgensen A/S
  • Avos A/S
  • CKJ Steel A/S
  • Gammelrand Beton A/S
  • Novozymes A/S
  • Raklev Smedevirksomhed A/S
  • Svebølle Auto Service APS
  • Koldsø Smede- & Maskinservice ApS
  • JJ Hydraulik A/S

Del