Uro i Høng - vild kørsel på løbehjul

For anden dag i træk var Midt- og Vestsjællands Politi til stede i Høng på grund af utryghedsskabende adfærd. 

Uro i Høng - vild kørsel på løbehjul
Modelfoto

Af TV-Kalundborg.dk  kontakt@tv-kalundborg.dk

Hen over eftermiddagen torsdag var nærberedskabet fra Kalundborg og færdselspolitiet igen til stede i området omkring Høng Centret.

Det skyldes, at politiet har modtaget flere anmeldelser om uro, herunder affyring af fyrværkeri og vild kørsel på el-løbehjul og knallerter.

En patrulje fra Kalundborg stoppede en 14-årig dreng på el-løbehjul. Det var anden gang, politiet stoppede ham, mens han kørte uden den påkrævede voksne ledsager.

Derfor blev løbehjulet beslaglagt og taget med til nærmere undersøgelse for at afklare, om det overholder lovens krav. Politiet kontaktede familien og orienterede dem om sagen.

Også en anden 14-årig dreng blev standset. I hans tilfælde skyldtes det, at han kørte på et løbehjul, der blev vurderet til at kunne køre hurtigere end tilladt. Også dette løbehjul blev beslaglagt.

Del