110 skoleelever fra Kalundborg Kommune cykler med i landsdækkende kampagne

Kalundborg Kommune deltager 110 elever, mens mere end 100.000 skoleelever på landsplan er tilmeldt.

110 skoleelever fra Kalundborg Kommune cykler med i landsdækkende kampagne
Cyklistforbundets skolekampagne Alle Børn Cykler begynder mandag. Modelfoto: Jens Hasse

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Cyklistforbundets skolekampagne Alle Børn Cykler begyndte mandag. I Kalundborg Kommune deltager 110 elever, mens mere end 100.000 skoleelever på landsplan er tilmeldt.

Fra den 7. til den 20. september deltager skoleelever over hele landet i Cyklistforbundets kampagne Alle Børn Cykler.

I Kalundborg Kommune er 110 elever fra forskellige skoler tilmeldt, mens 14.553 elever deltager fra Region Sjælland.

På landsplan har kampagnen samlet mere end 100.000 elever. Det svarer til omkring hver sjette skoleelev i Danmark og er det højeste antal deltagere siden 2019. Cirka fire ud af ti af landets skoler er med.

Mange børn cykler sjældent til skole

Den store opbakning glæder Cyklistforbundet, der samtidig peger på en bekymrende udvikling i børns cykelvaner.

En ny undersøgelse fra forbundet viser, at 38 procent af børnene i Danmark aldrig eller næsten aldrig cykler til skole. Samtidig har 57 procent slet ikke cyklen som en del af deres transport til skolen. Godt halvdelen af forældrene ønsker dog, at deres barn cykler mere.

”Det er fantastisk at se så mange elever, lærere og skoler bakke op om Alle Børn Cykler. Når over 100.000 elever deltager, og cirka fire ud af ti af Danmarks skoler er med, viser det, at lysten til at cykle stadig er der. Samtidig understreger det, hvor vigtigt det er at holde fast i indsatser, der giver børn gode oplevelser på cyklen og styrker deres cykelvaner,” siger Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet.

Al cykling tæller

Alle Børn Cykler er Danmarks største skolecyklingskampagne. I løbet af de to uger dyster klasserne om at cykle flest dage.

Al cykling tæller – både turene til og fra skole samt cykling i fritiden og skoletiden. Kampagnen suppleres af undervisningsmaterialer, aktiviteter og materiale til forældrene, der skal gøre det lettere og sjovere at vælge cyklen.

Formålet er både at skabe mere bevægelse og give børnene større frihed, selvstændighed og gode vaner, som kan følge dem resten af livet.

Evalueringer viser, at tre ud af fire lærere oplever, at eleverne cykler mere end normalt under kampagnen. Samtidig er 96 procent af de deltagende lærere tilfredse eller meget tilfredse med den.

”Skal vi vende udviklingen i børns cykling, kræver det både trygge skoleveje, engagerede skoler og motiverede familier. Alle Børn Cykler er med til at vise børnene, at det er sjovt at cykle og giver dem frihed i hverdagen, så de ikke er afhængige af at blive kørt som bagsædebørn,” siger Kenneth Øhrberg Krag.

Præmier til mere end 100 klasser

De deltagende klasser kan blandt andet vinde mountainbikes til en hel klasse og dens lærer sponsoreret af HF Christiansen.

Derudover er der cykelhjelme, lygtesæt, et pumptrack-event, biografture, gavekort og en række andre præmier på højkant til mere end 100 klasser. Vinderne findes ved lodtrækning blandt de klasser, der samler point gennem deres cykeldage.

Som en del af kampagnen uddeler Cyklistforbundet også Alle Børn Cykler Prisen til en lærer, der gør en særlig indsats for at skabe cykelglæde blandt eleverne.

Prisen kan gå til en lærer, der inspirerer børn til at cykle mere, bruger cyklen aktivt i undervisningen eller hjælper elever, som endnu ikke føler sig trygge på cyklen. Der kan indsendes nomineringer til årets pris frem til den 30. oktober.

Fakta om Alle Børn Cykler

  • Afholdes 7.-20. september 2026.
  • Mere end 100.000 elever er tilmeldt årets kampagne.
  • Kampagnen er gratis at deltage i for skoler og klasser.
  • Eleverne dyster klassevis om at cykle flest dage.
  • Tre ud af fire lærere oplever, at eleverne cykler mere under kampagnen.
  • 96 procent af lærerne er tilfredse eller meget tilfredse med kampagnen.
  • 33 kommuner er samarbejdskommuner.

Del