10 mio. kr. på vej til skolevedligehold: Udvalg sætter projekter i gang

Direktøren indstillede, at der gives en anlægsbevilling på i alt 10 mio. kr., som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb i 2026.

10 mio. kr. på vej til skolevedligehold: Udvalg sætter projekter i gang
På mødet behandlede Teknik- og Miljøudvalget en sag om frigivelse af midler til vedligeholdelse af kommunens skoler. Modelfoto: Colourbox.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kaludborg.dk

På møde den 9. april behandlede Teknik- Natur- og Miljøudvalget en sag om frigivelse af midler til vedligeholdelse af kommunens skoler.

Direktøren indstillede, at der gives en anlægsbevilling på i alt 10 mio. kr., som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb i 2026. Midlerne skal bruges til at igangsætte arbejdet, herunder opstart af håndværkere og øvrige nødvendige aktiviteter.

Samlet er der afsat 16,89 mio. kr. til vedligehold af skoler

Baggrunden for sagen er, at der på investeringsoversigten for 2026 samlet er afsat 16,89 mio. kr. til vedligehold af skoler. Med den aktuelle bevilling frigives en del af dette beløb til konkret gennemførelse af projekter.

Allerede i 2025 besluttede Teknik- Natur- og Miljøudvalget sammen med Børn- og Familieudvalget at prioritere midlerne til Rynkevangskolen, Svebølle Skole, Tømmerup Skole og Gørlev Skole. Bevillingen er som udgangspunkt målrettet forbedringer af faglokaler og indeklima.

Mindre opgaver uden behov for udbud sættes i gang inden for kort tid

Siden årsskiftet har administrationen i samarbejde med de fire skoler arbejdet på at skabe overblik over de konkrete tiltag på de enkelte lokationer. På den baggrund igangsættes nu udarbejdelsen af nødvendige udbudsdokumenter. Hvor det er muligt, vil opgaver med sammenfald blive sendt i samlet udbud, mens mindre opgaver uden behov for udbud sættes i gang inden for kort tid.

Den videre planlægning af tidsforløbet sker i tæt samarbejde med de berørte skoler.

Sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen. Efter frigivelsen af de 10 mio. kr. vil der restere 6,89 mio. kr. af det samlede rådighedsbeløb til skolevedligehold i 2026.

Del