LAG-Midler: Seks projekter i Kalundborg har opnået støtte

Seks projekter i Kalundborg Kommune har opnået støtte for i alt 1,3 millioner kroner fra LAG-midler. 

LAG-Midler: Seks projekter i Kalundborg har opnået støtte
Kalundborg Kommune står for hele seks af de 18 projekter, som LAG Nordvestsjællands bestyrelse netop har indstillet til tilsagn om støtte.

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Ud af en pulje på over tre millioner kroner, har seks projekter fra Kalundborg Kommune opnået knap 1,3 millioner i støtte fra LAG Nordvestsjælland, hvor bestyrelsen netop har indstillet i alt 18 projekter til støtte.

Det skriver LAG Nordvestsjælland i en netop udsendt pressemeddelelse. 

Fra vinproduktion og turisme til ungdomsliv
Sønderstrand Vin syd for Kalundborg er indstillet til over 300.000 kr., så de kan etablere eget vineri og samle hele vinproduktionen lokalt fra høst til flaske og salg. Reersø Camping er indstillet til 300.000 kr. til at udvikle og dokumentere nye overnatningsformer, der kan skabe flere overnatninger og mere helårsaktivitet. LUMA Youth House (JUVE-bygningen) i Kalundborg er indstillet til knap 320.000 kr. til et forprojekt, hvor analyser, rådgivning, studieture og brugerinddragelse skal skabe grundlag for en senere modernisering af det ungedrevne samlingspunkt.

#

Nyt liv i Svebølle, landsbykommunikation i Reerslev og teater for børn
Den socialøkonomiske virksomhed IT-Bilen ApS er indstillet til 187.500 kr. til Projekt C7A, hvor en tidligere
tandlægeklinik i Svebølle skal blive et lokalt service-, lærings- og erhvervscenter med blandt andet IT-service, kurser og mødefaciliteter.

Reerslev Landsbylav får knap 100.000 kr. til en fælles hjemmeside, digital informationstavle og informations- og bosætningspjece. Projektet udspringer af den lokale udviklingsplan fra Spirelandsby-forløbet.

Endelig er QUASI Teater indstillet til 50.000 kr. til et mobilt børneteater og legemiljø, der udvikles sammen med Museum Vestsjælland.

”Kalundborg-projekterne viser, hvor bredt lokal udvikling kan forstås. Her er både produktionsudvikling i en
lille virksomhed, nye helårsoplevelser, et stærkere ungdomsmiljø, genbrug af en funktionstom bygning og et
landsbyprojekt, der skal gøre det lettere at finde fællesskaber og se Reerslev som et sted at bo. Det spejler
præcis den bredde, vi har i udviklingsstrategien”, siger LAG Nordvestsjællands forperson Helle Niewald.

Næste ansøgningsfrist hos LAG Nordvestsjælland er 25. november 2026 kl. 15.00. Potentielle ansøgere kan få gratis vejledning og sparring hos LAG-sekretariatet og tilmelde sig online-møder på LAG-nvs.dk/webinarer

De seks projekter er samlet indstillet til 1.273.792,71 kr. I hele Nordvestsjælland er 18 projekter indstillet til i alt 3.322.466,11 kr.

Om LAG
LAG Nordvestsjælland er en lokal aktionsgruppe, der arbejder for lokalt forankret udvikling i landdistrikterne i Holbæk, Kalundborg, Odsherred og Sorø Kommuner.

Foreningens udviklingsstrategi har visionen ”Det gode bæredygtige liv i Nordvestsjælland” og prioriterer iværksætteri og innovation, oplevelsesøkonomi, bæredygtige landsbyer, bosætning og fastholdelse af børnefamilier samt natur-kultur.

LAG gennemfører også egne udviklingsprojekter. Et af dem er Projekt Spirelandsbyer, hvor Havnebyen, Hagested, Reerslev og Ruds Vedby gennem et intensivt udviklingsforløb arbejder med fælles visioner, kompetencer, netværk og synlighed med fokus på sammenhængskraft og bosætning.

Alle støttede projekter: 
Heinemosegård - bælgfrugter og lokale fødevarer (Holbæk) 400.000,00
Grøn spydspids - grønnere svæveflyvning (Sorø) 350.000,00
Sønderstrand Vin - eget vineri (Kalundborg) 320.405,00
LUMA Youth House - forprojekt til modernisering (Kalundborg) 319.953,34
Reersø Camping - nye overnatningsformer (Kalundborg) 300.000,00
Sorø Station - kulturstation og spisebar (Sorø) 282.993,20
Projekt C7A i Svebølle (Kalundborg) 187.500,00
RestfulBlanket - lokal produktion og rummelige arbejdspladser (Odsherred) 173.268,70
Middelalderskoven for alle (Odsherred) 160.000,00
Stier i Tuse-Butterup Naturområde (Holbæk) 150.000,00
Æblevig - gastronomi og oplevelser året rundt (Odsherred) 150.000,00
CREATØR - keramikfællesskab i Vig (Odsherred) 114.361,50
FOOD ON FIRE - bålmadsfestival i Sorø (Sorø) 100.000,00
Et samlet Reerslev (Kalundborg) 95.934,37
Sofagarn - ny garnbutik og fællesskab (Sorø) 60.650,00
MaskerMedMere - strikkecafé for fællesskab (Sorø) 57.400,00
Pop-up børneteater og legeland (Kalundborg) 50.000,00
Pop-up Sommertorvet i Havnebyen (Odsherred) 50.000,00

Del