Kender du bibliotekshaven?
Foran Kalundborg Bibliotek er der en lille fin have. Den er et besøg værd.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Når det nye kulturhus på havnen er færdigbygget, skal Kalundborg Bibliotek flytte. Planen er, at der skal laves lejligheder, hvor biblioteket er nu.
Haven blev anlagt i 1961 i forbindelse med opførelsen af Biblioteksgården og er tegnet af landskabsarkitekt Georg Boye (1906-1972).
Under udgravningen til byggeriet gjorde man et spændende fund: rester af det gamle gråbrødrekloster. Fundet inspirerede Georg Boye, som lod haveanlægget hente inspiration fra de middelalderlige klosterhaver.
Bibliotekshaven rummer også kunst. Under et nordisk skulptursymposium i Kalundborg i 1989 skabte den svenske billedhugger Anders Krüger (født 1960) en tvillingskulptur i kalksten af den romerske gudinde Venus Genetrix.
Skulpturen har siden haft sin plads i haven mellem biblioteket og Kålund Kloster.
Ved siden af skulpturen er der en informationstavle over bibliotekshaven.
Et andet markant element er den smukke vandsten i granit, udført af Odsherred-kunstneren John Rud (født 1952). Vandstenen er skænket af Soroptimisterne i Kalundborg og bidrager til havens rolige og stemningsfulde atmosfære.