Bog om Svallerup Strand mangler 7000 kroner
Fra primitive strandhuse og sommerliv til smuglere, strandede torpedoer og en afholdsrestaurant. En ny lokalhistorisk bog skal fortælle historien om Svallerup Strand – men der mangler stadig 7.000 kroner, før bogen kan blive til virkelighed.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
I sommer udkom en spændende bog om sommerhusene på Røsnæs. Nu er endnu en bog på vej om et sommerhusområdes historie. Denne gang handler det om Svallerup Strand.
Ingen har tidligere beskæftiget sig indgående med Svallerup Strands historie. Ideen opstod for knap to år siden hos tidligere børne- og ungechef og sommerhusejer ved Svallerup Strand Claus Bülow.
Hans interesse for lokalhistorie blev startskuddet til en bog om Svallerup Strands historie, de første pionerer og livet ved stranden.
Det sker, selv om det smukke strandområde har været hjemsted for strandhuse og sommer- og fritidshuse siden slutningen af 1920’erne. Udstykningerne er – typisk for dansk sommerhushistorie – sket fra tre lokale gårde, primært i 1930’erne, 1940’erne og 1960’erne.
I 1930’erne og 1940’erne var det hovedsageligt lokale familier fra Kalundborgegnen, der ønskede at slå sig ned ved Svallerup Strand i små og ret primitive strandhuse. Mange af familierne er fortsat repræsenteret blandt områdets beboere – næsten 100 år senere og nu i tredje eller fjerde generation.
Svallerup Strand har sin egen historie
Området med den dejlige badestrand og de cirka 165 sommerhuse har gennem tiden blandt andet dannet ramme om aktiviteter knyttet til to kolonier for københavnske svagbørn, en koloni for et børnehjem, en afholdsrestaurant, to-tre pensionater, en dansehal, en købmand og et cementstøberi.
Der har tidligere været erhvervsfiskeri fra stranden. Torpedoer og miner er drevet i land under Første Verdenskrig, og området har også været præget af smugleri. Hestehaler er blevet klippet af og stjålet, og der har været drukneulykker – for blot at nævne nogle af de mange hændelser, som i dag stort set er gået i glemmebogen.

Foran Kystagervej 2. Privatfoto
Claus Bülow, Susanne Ankerstjerne, Sven og Birgit Christiansen har derfor sat sig for at kortlægge områdets historie, herunder også natur- og kulturhistorien. Alle fire har erfaring med historie, kommunikation og formidling.
Grundejerforeningen har som mål at udgive en bog om emnet i 2027. Den skal formidle historien i et klart, varieret og letforståeligt sprog med udgangspunkt i grundighed og kritisk historisk metode. Bogen skal være indbydende, let at læse og af god kvalitet med cirka 200 fotos og illustrationer.
Bogen henvender sig bredt til historieinteresserede, men især til beboere i Kalundborg Kommune, folk i lokalområdet, lokalarkiverne, Kalundborg Bibliotek og andre interesserede borgere.
Bogen får et ISBN-nummer. Det betyder blandt andet, at den kan indgå i Det Kongelige Biblioteks samling, og at den også vil kunne sælges i boghandlere.
Mangler 7.000 kroner
”Vi har søgt tre fonde, desværre uden held. Derfor står vi nu i den situation, at vi mangler 7.000 kroner, for at bogen kan komme i trykken. Vi har modtaget 13.300 kroner i private donationer, hvilket vi er meget taknemmelige for. Men vi håber, at der blandt læserne er nogle, som kunne have interesse i at støtte udgivelsen af bogen,” siger Annette Kaae, formand for Svallerup Strands Grundejerforening.
Sponsorer vil blive nævnt og takket i bogens forord, ved lanceringen, som forventes at finde sted medio 2027, samt ved de arrangementer, der følger i kølvandet på udgivelsen.
Lokale, der ønsker at støtte projektet, så de sidste 7.000 kroner kan komme i hus, kan henvende sig til formand Annette Kaae.