Hans Munk: Vi har for lidt magt i Kultur- og Fritidsudvalget
Denne sommer retter TV-Kalundborg spotlyset mod kulturen. Vi lægger ud med at sætte kultur- og fritidsudvalgets formand, Hans Munk, (R), i den varme stol.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Hans Munk åbner venligt døren og byder indenfor i huset på Røsnæs. Her har han sin psykoterapeutklinik, og her står en stor stak fotografier lænet op ad reolsystemet, for Hans Munk er nemlig ivrig fotograf.
For formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, den radikale Hans Munk, er kultur et bredt begreb. Det omfatter foreningslivet, som han har stor ros til overs for.
Foreningerne er nemlig gode til både at samarbejde og tage initiativ. Men kultur omfatter også de mange aktører i Kalundborg, der bruger deres tid og kræfter på at give andre mennesker oplevelser.
Når det kommer til Kalundborg Kommune og den økonomiske muskel, kulturen har at spille med, er han dog klar i mælet: Kulturen er underprioriteret, og Kultur- og Fritidsudvalget har ikke ret stor magt.
"Vi har simpelthen for lidt magt i udvalget. Vi kan jo ikke bare bestemme så meget, og slet ikke hvor mange penge vi har at gøre godt med," siger Hans Munk.
Det hænger sammen med den måde, kommunen drives på, de budgetter, der bliver lagt, den økonomiske ramme, som statens serviceloft fastsætter, og den til enhver tid siddende kommunalbestyrelse.
"Det er jo her, budgetterne lægges, og skal der flere penge til kulturen, skal de tages et andet sted fra. Sådan er det bare," siger Hans Munk.
Politik er fuld af dilemmaer og kompromiser, mener han.
Og så længe kommunalbestyrelsen er sammensat, som den er, ser det ikke ud til, at der er politisk vilje til at flytte ret mange flere penge i kulturretningen.
Kan ikke fremskynde processen
Et eksempel på, at Hans Munk trods posten som formand ikke kan fremskynde alle processer, er det længe ventede kulturhus på havnen.
Tilbage i 2014 sagde den daværende formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Peter Jakobsen (DF): "Det værste, der kan ske, er, hvis man river siloen ned, og så sker der ikke mere."
Hans Munk griner og erkender, at processen med kulturhuset har været meget lang.
"Det var jo ikke min beslutning, at man for eksempel skrottede udbuddet, fordi udbyderne ikke mente, at de kunne bygge kulturhuset for de 36 millioner kroner, der var rammen. Jeg havde håbet og troet på, at kulturhuset ville stå klar i år. Men nu må vi nok vente to år mere, altså til 2028. Der er sat 50 millioner kroner af lige nu, og så må vi se, om kommunalbestyrelsen vil godkende udbuddet, så vi kan komme i gang til september," siger Hans Munk.
Til gengæld mener han, at der bliver noget at glæde sig til.
"Kulturhuset bliver fantastisk," siger han.
Ikke ret mange penge
Selv om der er 65 millioner kroner i udvalgets budget, er der ikke ret mange penge til nye tiltag eller til at støtte kulturen.
"Vi har omkring 65 millioner kroner i udvalget, men Ung Kalundborg og Kalundborg Biblioteker snupper langt størstedelen. Jeg vil lige understrege, at begge instanser gør det fabelagtigt godt, men reelt set har vi kun omkring tre millioner kroner at dele ud af. Og det er jo ikke meget," siger Hans Munk.
Der er dog blevet arbejdet meget med kultur de seneste år. En kulturanalyse pegede blandt andet på samarbejde og synlighed.
"Jeg må sige, at jeg synes, foreningerne har taget samarbejdet til sig og har højnet arrangementerne. Det er virkelig flot. Og Oplev Kalundborg, som er kommunens hjemmeside med oplevelser, kalender og information, fungerer rigtig godt," siger Hans Munk.
Han peger også på, at der sker meget på kulturfronten lige nu. Græsrødder dukker op og skaber nye tiltag, og her fremhæver Hans Munk SKØL som et godt eksempel på et sted, der blander mange forskellige aktiviteter og skaber nye traditioner i byen.
"Måske skal man huske på, at Kalundborg er en industriby, og vi har ikke haft tradition for at satse på kulturen. Men nu begynder der at ske noget. Det er skønt," siger Hans Munk.
Han tænker på de mange tiltag, der er sat i gang: Sammen om Kulturen har penge til initiativer i hele kommunen, endnu et gavlmaleri er på vej, Experimentarium har udset sig Kalundborg som mulig placering for et oplevelsescenter, kulturhuset bliver bygget, og Kalundborg får også en spritny litteraturfestival i oktober.
Vedligehold halter
Men selv om der er mange ting at glæde sig over, er der også hår i suppen.
Et af problemerne er vedligeholdelsen. Havneparken har netop været til debat, hvor erhvervsdrivende har klaget over manglende vedligeholdelse.
"Problemet er jo bare, at det er Teknik-, Natur- og Miljøudvalget, der står med den opgave. Og selv om udvalgsformanden har lagt sig fladt ned og vil finde penge til Havneparken, er der jo flere steder, hvor vedligeholdelsen halter. Her er strukturen lidt imod os, for udvalgene har hver deres pengekasser og prioriterer selvfølgelig selv," siger Hans Munk.
Han slår fast, at Kalundborg er på rette kurs og at man nu begynder at se resultaterne af mange års arbejde med at få kulturen rykket frem i det kommunale rum.