Gazelle til Nybolig Kalundborg

Nybolig Kalundborg har netop modtaget Børsens Gazelle-pris - og fået renoveret deres lokaler på Kordilgade 40c.  

Gazelle til Nybolig Kalundborg
Sander Bredahl Tengberg og Michael Gosch ejer sammen med Jan Milvertz Nybolig i Kalundborg. De har netop modtaget Børsens Gazelle-pris. Og fået renoveret lokalerne. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Forleden tikkede en helt særlig besked ind hos Nybolig i Kalundborg: Et brev fra Børsen, som kunne fortælle, at Nybolig Kalundborg er blevet kåret som Børsen Gazelle i 2026.

Med beskeden fulgte en fin statuette og et diplom.

En Gazelle er ikke noget, man bliver nomineret til eller udvalgt til af en jury. Titlen bygger på virksomhedens faktiske resultater og regnskaber.

"For at blive Børsen Gazelle skal en virksomhed opfylde en række høje økonomiske kriterier. Blandt andet kræver det mindst 100 procent vækst over fire år. Bag titlen ligger derfor flere års målrettet arbejde, vedholdenhed og en fælles indsats for hele tiden at udvikle vores forretning. Vi er utrolig stolte af det, vi har skabt sammen – og ikke mindst taknemmelige for alle jer, der viser os tillid hver eneste dag," lyder det fra Sander Bredahl Tengberg og Michael Gosch, der sammen med Jan Milvertz udgør ejerkredsen bag Nybolig i Kalundborg.

De takker personale, kunder, samarbejdspartnere og alle, der har været en del af rejsen indtil videre, og fortæller, at Gazellen får en helt særlig plads på kontoret.

Nyrenoverede lokaler
Nybolig har i øvrigt fået renoveret deres lokaler på Kordilgade 40c, en renovering, der stod på et par måneder, før man kunne komme tilbage i de helt nye lokaler. 

"Udlejeren har sørget for at renovere gulve, vægge og lofter. Alt er blevet malet, men selve indretningen med nyt interiør kommer fra Nyboligs designere. Konceptet er et nordisk look, som vi synes er lykkedes rigtig godt," siger Sander Bredahl Tengberg.

I det store mødelokale er der kommet et stort stenbord, stole i dansk design og et utroligt lysindfald fra de store vinduer ud mod slippen ved Slotskældergården, som netop også har gennemgået en totalrenovering.

"Det hele passer så fint sammen – både inde og ude," mener Michael Gosch.

Ejendommen på Kordilgade 40C har tidligere huset en bilforhandler, og der var behov for at renovere indgangspartiet.

Der er blandt andet kommet nye hylder op, hvor der både er indretningsbøger og salgsopstillinger. Foto: Charlotte Koefoed

Samtidig med de bygningsmæssige forbedringer er der etableret et loungeområde, hvor man kan sidde og have kundesamtaler. Der er kommet en ny kaffemaskine, og alle har fået både nye skriveborde og kontorstole.

"Det er vigtigt for både kunder og personale, at her er hyggeligt og hjemligt. Og det synes vi er lykkedes meget godt," siger Sander Bredahl Tengberg.

I de nyrenoverede lokaler vil der fortsat være nogle få huse udstillet i vinduerne, men man oplever i stigende grad, at folk ser på huse online. Der vil også være salgsopstillinger på de nye reoler.

Del