Arkæologer skal undersøge jorden før udbygning af elnettet
Energinet forventer, at de første arkæologiske forundersøgelser ved tre kommende højspændingsstationer i Kalundborgområdet kan begynde i efteråret.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Energinet forventer, at de første arkæologiske forundersøgelser ved tre kommende højspændingsstationer i Kalundborgområdet kan begynde i efteråret. Anlægsarbejdet ventes at starte fra 2028.
Inden Energinet kan opføre tre nye højspændingsstationer øst for Kalundborg, skal jorden undersøges for spor af fortidsminder. De første arkæologiske forundersøgelser forventes at begynde i løbet af efteråret. Det oplyser Energinet på deres hjemmeside.
Vestsjællands Museum skal stå for undersøgelserne og forventer at begynde på arealet til den kommende Onshøj Station øst for Rørby.
Søgegrøfter skal afdække fortidsminder
Arkæologerne vil grave søgegrøfter inden for projektområderne for at undersøge, om der findes arkæologiske værdier i jorden. Hvis der dukker væsentlige fund op, kan museet indstille til egentlige udgravninger, før anlægsarbejdet kan fortsætte på de berørte arealer.
Med de tidlige undersøgelser vil Energinet mindske risikoen for, at fund af fortidsminder påvirker tidsplanen for anlægsarbejdet, der først er planlagt til at begynde fra 2028.
Nye stationer og kabler
De tre nye højspændingsstationer er en del af en større renovering, forstærkning og udbygning af elnettet i Kalundborgområdet.
Projektet omfatter også nye kabelforbindelser, som skal erstatte eksisterende luftledninger på Nordvestsjælland, samt opgraderinger af flere eksisterende højspændingsstationer.
Den nuværende 400 kV-luftledning mellem Asnæsværket og Søstremose skal nedlægges. Desuden skal et 132 kV-kabel inde i Kalundborg by udskiftes.
Afventer ny godkendelse
Projektet har været under planlægning i flere år. I løbet af det seneste år er en række tekniske afklaringer faldet på plads, og det har medført en så markant udvidelse af både omfang og budget, at projektet skal godkendes på ny.
Energinets bestyrelse behandlede projektet i august 2026. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets godkendelse forventes i starten af 2027.
Når de nødvendige godkendelser er på plads, kan Energinet gå videre med at erhverve rettigheder til de arealer, hvor de nye stationer og kabelforbindelser skal etableres.
Anlægsarbejde ventes fra 2028
De nye højspændingsstationer forventes etableret fra 2028. Det forudsætter, at lokalplanerne for stationerne og de nødvendige kommunale tilladelser er på plads.
Arbejdet med de nye kabelforbindelser forventes at begynde fra 2029.