Fra 6 til 27 millioner: Renoveringsprojekt er stukket helt af
På det kommende kommunalbestyrelsesmøde onsdag den 26. august skal politikerne tage stilling til renoveringen af atletikstadionet i Munkesøen. Der er allerede afsat midler til projektet, men i mellemtiden er det blevet væsentligt dyrere.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Kommune modtog den 13. april 2022 et forslag fra Femtårns Motion og Kalundborg IF Atletik og Motion om renovering af Munkesø Stadion. Dengang lød estimatet på renoveringen på 6,1 millioner kroner. Nu er prisen steget med over 20 millioner.
Renoveringsforslaget gik på etablering af en kunststofbelægning på de eksisterende rund- og ligeløbsbaner ved stadion. Samtidig blev der taget højde for, at den eksisterende fodboldbane i anlæggets midte fremadrettet ville leve op til DBU's retningslinjer.
Kommunalbestyrelsen afsatte i budgetaftalen for 2023-2026 et rådighedsbeløb til opgaven, som svarede til det oprindelige overslag fra klubben. Da der i dette overslag var taget forbehold for sætninger, anmodede administrationen herefter en ekstern rådgiver med erfaring inden for atletikanlæg om at udarbejde et konkret projektoverslag med udgangspunkt i det oprindelige forslag.
Kæmpestigning i prisen
Rådgiverens vurdering viste, at projektet ville koste cirka 27 millioner kroner. Dette beløb ligger væsentligt over det oprindelige overslag og er samtidig højere end prisen for etablering af et nyt atletikanlæg under normale jordbundsforhold. Det skal dog bemærkes, at dette overslag omfatter ny belægning på alle atletikfaciliteterne på Munkesø Stadion.
Rådgiveren redegjorde for, at den væsentligste årsag til de øgede omkostninger er behovet for udskiftning og bortkørsel af store mængder ikke-bæredygtig jord. De nødvendige udgravninger er omfattende og kræver særlige geotekniske tiltag.
Tre modeller
Der foreligger på nuværende tidspunkt tre overordnede løsningsmodeller.
Den første er en sikker løsning, som omhandler udskiftning af ustabil jord. Denne løsning omfatter jordudskiftning og etablering af anlæg på stabil bund.
Anlægsudgiften er på omkring 27 millioner kroner. Det kræver en tillægsbevilling på omkring 21 millioner kroner.
Den anden løsning er en alternativ placering. Her er ideen, at man etablerer et atletikanlæg med samme funktionalitet på en lokalitet med bedre jordbundsforhold. Det er anslået til at koste omkring 13,5 millioner kroner og kræve en tillægsbevilling på minimum 7,2 millioner kroner.
Det sidste forslag er etablering af anlægget på den eksisterende placering med accept af en vis risiko for fremtidige sætninger. Den løsning koster omkring 17 millioner kroner, og det kræver en tillægsbevilling på cirka 11 millioner kroner.
Den billigste løsning anbefales
Administrationen anbefaler, at der arbejdes videre med det tredje forslag, vel vidende at der med denne løsning er en ukendt risiko for sætningsskader, som kan være væsentlige for brugen.
De nævnte beløb er budgetoverslag. De endelige priser kendes først, når der er gennemført tilbudsindhentning.
På investeringsoversigten for 2023-2026 er der afsat i alt 6,3 millioner kroner til opgradering af atletikstadionet i Munkesøen. Der er allerede frigivet 600.000 kroner, og derfor udgør rådighedsbeløbet 5,7 millioner kroner.