Byfesten byder på et væld af store og små oplevelser
Byfesten er over os. Torsdag er der optog fra Øen og så er byfesten for alvor i gang. Og der er masser af små perler blandt de mange aktiviteter.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Torsdag, fredag og lørdag står Kalundborg på den anden ende. Der er byfest for store og små.
Først og fremmest skal byfesten skydes i gang, og det sker med et optog fra Øen med udklædte skuespillere fra KAT, borgmester Martin Damm og alle, der har lyst til at deltage.
I spidsen for optoget går Rune Sawath Jensen. Han er en erfaren sækkepibespiller, som har optrådt ved store koncerter og events – blandt andet med Infernal – og har været Pipe Major for det succesfulde Holbæk Pipe Band. Med sin autentiske skotske uniform og den kraftfulde lyd fra sækkepiben skaber han en festlig og højtidelig stemning.

Rune Sawath Jensen, der blandt andet spiller med Infernal, går med byfestoptoget og spiller på sin sækkepibe. PR foto
Optoget begynder klokken 10.45 på Øen, og klokken 11 afsløres navnet på den person, der bliver den femte i "Walk of Fame" på Solskinspladsen. Flisen præsenteres fra scenen og bliver nedlagt på et senere tidspunkt.
Fyldig program
Byens erhvervsdrivende har lagt sig i selen med et væld af arrangementer og masser af musik på flere af byens restauranter, værtshuse og spisesteder.
Samtidig har en lang række foreninger og andre aktører budt ind med mange forskellige oplevelser og aktiviteter.
En af dem er Kalundborg Muaythai og Kickboksning, som igen i år har en tombola under byfestugen med masser af præmier fra lokale virksomheder. I år går overskuddet til et helt særligt formål: at hjælpe to af klubbens kæmpere til EM i Spanien.
Tombolaen finder sted fredag og lørdag i byfestugen, hvor Kalundborg Muaythai og Kickboksning vil være at finde i Kordilgade ved Frisør Klipsen.
Man kan også være heldig at møde Solaima-bamsen, når den går rundt i gaden og hilser på både store og små.
På Klostertorvet er der et stort tivoli, og på Møllebakken er der et tivoli, som henvender sig til de mindste børn. Ved Foreningernes Hus på Kordilgade 4 står Soroptimisterne klar med varme vafler. Her er der også et strikkehjørne og mulighed for at tage en pause ved borde og bænke og meget andet.
Rundt omkring i byen er der sat minigolfbaner op, og man kan tage en tur med det lille tog. Der er også mulighed for at grave guld og opleve gademusikanter flere steder.
Der er desuden forskellige aktiviteter i Havneparken, og hele programmet kan findes her.