Ivar bygger modelskibe - det giver ro og fordybelse

I en verden, der buldrer løs med krige og uro, finder Ivar Svane fordybelse ved at bygge modelskibe. 

Ivar bygger modelskibe - det giver ro og fordybelse
Ivar Svane stammer fra Marstal på Ærø, men har siden 1995 boet i Kalundborg. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Det kræver mange timer at bygge et skib – også selv om det er et modelskib i størrelsesforholdet 1:90. Det tager i hvert fald 250 timer, mener Ivar Svane, der betegner sig selv som absolut hobby-modelskibsbygger.

”De rigtig gode bruger jo mange flere timer på modelskibsbyggeriet, og de ville ryste på hovedet over mig,” griner Ivar Svane.

Men helt dårlig er den 68-årige lods nu ikke, for der står 11 af hans modeller på Marstal Søfartsmuseum.

Ivar Svane bygger modeller af coastere, som havde deres storhedstid fra slutningen af 1940’erne og frem til 1990’erne, hvor de blev overhalet indenom af containerskibsfarten. Men der sejler stadig coastere rundt om i verden med stykgods.

”Det var Marshall-hjælpen, der satte gang i coasterbyggeriet, og der var mange rederier i Marstal. Jeg var selv ude at sejle med coastere og har også bygget en model af det første skib, jeg sejlede med, Kleven,” fortæller Ivar Svane.

Ivar Svane har selv sejlet med Kleven, som han nu også har bygget en model af. Foto: Charlotte Koefoed

Ivar Svane er selv fra Marstal og uddannet skibsfører fra Marstal Søfartsskole. Han har sejlet verdenshavene tynde, før han i 1995 kom til Kalundborg som lods, et arbejde, han stadig udfører en gang imellem, selv om han er gået på pension. Han er også med i Kalundborg Søfartsmuseum, som han i en periode stod i spidsen for.

Ukrainekrigen satte gang i modelbyggeriet

Selv om Ivar Svane hele sit liv har beskæftiget sig med skibe og skibsfart, kom modelbyggeriet sent. Det var Ruslands invasion af Ukraine, der satte gang i hobbyen.

”Da Rusland gik ind i Ukraine i 2022, satte det gang i mange tanker om verdenssituationen. Jeg blev ret påvirket af det og alle de dårlige nyheder, vi hele tiden hører. Så for at flytte fokus begyndte jeg at bygge modelskibe af coastere. Det giver ro i hovedet og fordybelse. Jeg kan sidde i flere timer og arbejde og ikke ænse verden udenfor,” siger Ivar Svane.

Han har et værksted i garagen, hvor han skærer de lidt større elementer til, mens al finarbejdet foregår i et mindre kontor i parcelhuset på Strandbakken i Kalundborg.

Blødt træ uden knaster

Modelskibene er lavet i træ. Først laver Ivar en tegning, og så bygger han efter den. Del for del bliver skåret ud, formet og sat sammen, og så kommer alle detaljerne.

”Jeg bruger træsorter som abachi og balsatræ, som er blødt træ uden knaster. Til mange af de små detaljer, såsom ankerkæder, går jeg i genbrugsbutikker og finder smykkekæder, jeg kan bruge. Tandstikker og alle mulige materialer bliver brugt til at bygge mine modeller,” forklarer Ivar Svane.

Der er mange timers arbejde i et modelskib - og det kræver tålmodighed med de mange detaljer. Foto: Charlotte Koefoed

Lige nu er han ved at lægge sidste hånd på en model af coasteren Arrebo, som er placeret på åbent hav, lavet af fliseklæb og malet med skumtoppe.

Det er altid modeller af rigtige skibe, Ivar bygger. 29 modelskibe er det blevet til indtil nu.

”Modelskibsbyggeri er en gammel ting. Tit var skibsbyggerne analfabeter, men de kunne bygge efter en model, og derfor har det altid været et håndværk, man har brugt. Det er ret fascinerende,” mener Ivar Svane.

For Ivar Svane handler modelskibsbyggeri ikke kun om at bygge små skibe. Det handler også om at bevare minderne om coasterne -og om at finde ro og fordybelse i håndværket.

Læs også Ivar Svanes artikel om modelbyggeri gennem tiderne her på TV-Kalundborg.dk.

Del