World Diabetes Day sætter Kalundborg i bevægelse
Den 14. november markeres World Diabetes Day verden over – og traditionen tro sker det også i Kalundborg.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Motionsløb på fredag på Torvet i Kalundborg skal igen i år sætte fokus på diabetes og støtte børn og unge med sygdommen.
Den 14. november markeres World Diabetes Day verden over – og traditionen tro sker det også i Kalundborg, hvor Kalundborg Idrætsforening (KIF) i samarbejde med Novo Nordisk inviterer til et hyggeligt og meningsfuldt motionsløb for alle aldre.
Fokus på sundhed og fællesskab
”Med World Diabetes Day vil vi gerne sætte fokus på diabetes og den globale udfordring, som kroniske sygdomme udgør for os alle. Vi håber, at løbet i Kalundborg kan inspirere til en sundere livsstil – en vigtig forudsætning for at forebygge diabetes,” siger Stine Gry Roland, der har ansvar for Public Affairs på Novo Nordisks produktionssites.
Hun glæder sig over samarbejdet med KIF, som endnu en gang står for det populære løb: ”Det er fantastisk at se, hvordan folk møder op – uanset om de løber for at vinde, eller bare er med for fællesskabets skyld.”
Når man deltager i World Diabetes Day Run, støtter man samtidig et godt formål. Hele deltagerbetalingen går nemlig ubeskåret til Diabetes Børne Unge Hjemmet Solglimt i Fårevejle, landets eneste behandlingshjem for børn og unge med diabetes.
En global mærkedag
World Diabetes Day markeres hvert år den 14. november af International Diabetes Federation (IDF). Dagen sætter fokus på sygdommen, dens komplikationer samt vigtigheden af forebyggelse og behandling.
I Kalundborg har motionsløbet været en fast tradition i mere end ti år – og hvert år samler det både motionister, familier og virksomheder til en aften i sundhedens og fællesskabets tegn.
Praktisk
Løbet finder sted på Kalundborg Torv torsdag den 14. november. Her bydes der velkommen og varmes op fra klokken 17.00, og der er mulighed for omklædning i Kalundborg Hallen.
Tilmelding:
- Online på KIF’s hjemmeside senest dagen før.
- På dagen i tilmeldingsteltet mellem kl. 15 og 16.
Program for World Diabetes Day Run
- Kl. 17.00: Velkomst og fælles opvarmning på Torvet
- Kl. 17.15: Start på 9,6 km løb
- Kl. 17.16: Start på 4,8 km løb/gang
- Kl. 17.20: Opvarmning til 2,3 km løb/gang og børneløb u/14 år
- Kl. 17.30: Start på 2,3 km løb/gang og børneløb u/14 år