Vores Kalundborg præsenterer nye planer for handelslivet
Vores Kalundborg afholdt medlemsmøde, hvor flere af byens butikker mødte op for at høre om fremtiden.
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Der var mødt flere end 30 repræsentanter fra Kalundborgs butikker op tirsdag aften for at høre, hvad bestyrelsen for Vores Kalundborg har planlagt for byens butikker.
Formand Jesper Thomsen, medejer af Lysmesteren Kalundborg, bød velkommen og fortalte kort om sin begyndelse som formand, hvilket blandt andet har betydet, at han sidder med bogføring af foreningens økonomi. Det betyder også, at bestyrelsen nu sidder meget tættere på regnskabet og har det fulde overblik.
Derefter gennemgik næstformand Michael Rasmussen, købmand i Meny Kalundborg, regnskabet og udviklingen for det første halve år, hvor den nye bestyrelse har siddet. Den viste en øget egenkapital, som er sket på grund af kontingentstigning, og som skal give muligheder for at lave flere aktiviteter i bymidten, til gavn for handelslivet.
Bestyrelsens nye platform
Bestyrelsesmedlem Benjamin Havelykke, medejer af Esbern Snare Brasserie og Cocktailbar, fremlagde udkastet til en ny hjemmeside og oplæg til et nyhedsbrev. Det laves, så det er genkendeligt sammen med plakater, der både ligger på sociale medier og hænger fysisk i butikkerne. Alt sammen så man ikke er i tvivl om, at afsenderen er Vores Kalundborg. Her skal foreningens aktiviteter præsenteres sammen med de aktiviteter og tilbud, som de enkelte butikker har individuelt. Når nyhedsbrevet er oppe at køre, vil borgerne i Kalundborg kunne tilmelde sig og modtage det nyeste fra midtbyen.
Sørøverfestival samt øvrige aktiviteter.
Mie Lensborg Swärd fra Swärds Guldsmedie og Anita Rasmussen, aktivitetskoordinator for Vores Kalundborg, fortalte om den kommende sørøverfest, der løber af stablen den 15. og 16. maj. Der vil fredag være masser af aktiviteter for børn med blandt andet Onkel Reje og om aftenen for voksne, hvor der er koncert på Klostertorvet med rockbandet Kings og Rock. Om lørdagen vil det igen være børnene, der er i fokus, og her vil Kalle og Karla komme og underholde. Det kæmpe program løber op i mere end 400.000 kroner.
Der vil også blive afholdt Vandets Dag den 21. marts, By Night den 1. april samt præsentation af et nyt gavlmaleri på Solskindspladsen den 25. april. Et billede, der er lavet af den lokale kunstner, Grethe Balle, som dagen efter fylder 100 år.
Jesper Thomsen sluttede aftenens orienteringsmøde af med flere tanker og tiltag som bestyrelsen arbejder videre på.