Vor Frue Kirke fyldes med julestemning
Kalundborg får en særlig musikalsk oplevelse, når Odsherred Kammerkor inviterer til julekoncert i Vor Frue Kirke.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg får en særlig musikalsk oplevelse, når Odsherred Kammerkor inviterer til julekoncert i Vor Frue Kirke lørdag den 6. december. Her opføres første del af G. F. Händels ikoniske Messias samt det berømte Halleluja-kor – denne gang i en intim og nærværende kammerudgave.
I stedet for den velkendte, storslåede produktion med stort kor og orkester, har dirigent Bjørn Monberg valgt at præsentere værket i en lettere og mere transparent form. Med et mindre kor og et lille kammerensemble sigter koncerten efter at fremhæve værkets klarhed, detaljer og musikalske energi.
De fire solistpartier synges af medlemmer fra det internationalt anerkendte vokalensemble Theatre of Voices: sopran Else Torp, alt Kristin Mulders, tenor Paul Bentley-Angell og bas Steffen Bruun. Solisterne indgår også i korsatserne sammen med Odsherred Kammerkor.
Det musikalske fundament leveres af fire barokstrygere og cembalist Charlotte Møller: Jesenka Balic Zunic (violin), Louise Gorm (violin), Mikkel Schreiber (bratsch) og Hanna Englund (cello).
Et mesterværk i nyt format
Händels Messias fra 1741 er blandt verdens mest elskede korværker og en fast del af mange menneskers juletraditioner. I den nye kammerudgave får publikum mulighed for at komme helt tæt på musik og tekst, som træder tydeligt frem i det mindre ensemble.
Kor møder international klasse
Odsherred Kammerkor består af erfarne korsangere fra hele Nordvestsjælland og er kendt for sin høje kunstneriske kvalitet og stærke lokale forankring.
Theatre of Voices, ledet af den verdensberømte dirigent Paul Hillier, hører til blandt verdens førende vokalensembler. Gruppen har base i København, har modtaget flere internationale priser – heriblandt en Grammy – og er udpeget som Specialensemble af Statens Kunstfond i perioden 2024–2027.
Koncerten i Kalundborg lover dermed ikke blot en klassisk juletradition, men også en unik musikalsk fortolkning af et mesterværk – fremført af nogle af de stærkeste kræfter inden for både dansk og international vokalmusik. Koncerten foregår I Vor Frue Kirke I morgen, lørdag den 6. December, kl. 17.