Vision for Kalundborg kommune
Læserbrev: Vision for Kalundborg kommune
Fremsynede kommunalbestyrelser og havnebestyrelser har igennem tiden sikret en positiv erhvervsudvikling i Kalundborg. Antallet af arbejdspladser er steget markant, uden at det har givet sig udslag i et øget befolkningstal. Det er der sikkert mange forklaringer på! En af årsagerne er efter min opfattelse den manglende færgeforbindelse mellem Århus og Kalundborg.
I dag er Kalundborg endestation. Med en færgeforbindelse til Århus vil Kalundborg bliver et midtpunkt i Danmark.
I perioden 1856 – 1874 var der ingen færgeforbindelse mellem Århus og Kalundborg. I Kalundborgs historie bind 2, side 42 kan man læse: ”Der skulle gå 22 år, før Kalundborg igen blev overfartsby, men den 30. december 1874 lykkedes det. Samtidig med åbningen af den nordvestsjællandske jernbane retablerede Det forenede Dampskibsselskab ruten Kalundborg – Århus og indsatte dampskibet Vera i farten. 22 år uden færgefart havde imidlertid sat kraftige spor i byens økonomi, og selv om trafikken nu blev genoptaget, kom man ikke automatisk tilbage til de tilstande, man tidligere havde kendt.”
Den 11. oktober 2013 sejlede M/F Kattegat fra rederiet FRS i Flensborg den sidste tur på ruten Kalundborg til Århus.
Nu er der færgeforbindelse mellem Kalundborg – Samsø og Samsø – Århus med begrænsede kapaciteter.
Kalundborg har fået en ny succesfuldt Vesthavn på Asnæs, hvor færgeanlæg burde kunne anlægges.
Jeg er opmærksom på, at en genoptagelse af ruten Kalundborg – Århus vil medføre modstand p.g.a. bl.a. Ramsarområde, men denne modstand burde kunne overvindes ved en konstruktiv dialog mellem alle interessenter.
Mit forslag er, at når motorvejsforbindelsen mellem Kalundborg og København er færdigudbygget, genoptages færgeforbindelsen mellem Kalundborg og Århus med udgangspunkt i den nye vesthavn, ved at Molsliniens færger flyttes fra Odden færgehavn tilbage til Kalundborg.
Kalundborg er et erhvervsknudepunkt. Odden færgehavn er ”out of nowhere” og vejforbindelsen til og fra Odden er ikke særlig god, og slet ikke i forhold til motorvejsforbindelsen til Kalundborg.
Ved en genoptagelse af færgeforbindelsen mellem Kalundborg og Århus med Molslinjens elektrificerede færger vil det være min påstand, at behovet for en fast Kattegatforbindelse, bro/tunnel, Ikke vil være relevant i mange år fremover.
Efter kommunalvalget i november d.å. opfordrer jeg til, at den nye kommunalbestyrelse og havnebestyrelse tager min vision op til debat på en positiv og fordomsfri måde. Se på mulighederne i stedet for begrænsningerne.
En færgeforbindelse mellem Kalundborg og Århus vil have en gunstig virkning på befolkningsudviklingen i Kalundborg Kommune, da Kalundborg vil blive midtpunkt i Danmark og ikke endestation som nu.
Med venlig hilsen
Per Bjørn Hansen
Pens. Direktør
Kalundborg kommune