Vinterkulden kræver ekstra omtanke for hundeejere

Frost, sne og korte dage præger vinteren – og det kan mærkes hos familiens firbenede medlemmer.

Vinterkulden kræver ekstra omtanke for hundeejere
Kulde, vejsalt og mørke kan give hunde unødige skader.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kulde, vejsalt og mørke kan give hunde unødige skader.

Frost, sne og korte dage præger vinteren – og det kan mærkes hos familiens firbenede medlemmer. Hvert år ser dyrehospitalet AniCura hunde med skader, som ofte kunne være undgået med enkle forholdsregler i hverdagen.

“Vinteren er ikke farlig i sig selv, men de forhold, vi færdes i, kan give udfordringer for hundene, hvis man ikke er opmærksom. Heldigvis kan hundeejere gøre meget for at beskytte deres hunde i vintermånederne,” siger chefdyrlæge hos AniCura Danmark, Hanne Friis.

Vejsalt giver ømme poter

Vejsalt på fortove og veje er blandt de mest almindelige årsager til vinterproblemer hos hunde.

“Salt udtørrer trædepuderne og kan føre til revner, sår og irritation. Samtidig kan hunden komme til at slikke saltet i sig, når den renser poterne derhjemme,” forklarer Hanne Friis.

Hun anbefaler, at man skyller hundens poter i lunkent vand efter gåturen og tørrer dem grundigt. På dage med meget salt kan potevoks eller potesokker være en god løsning, og for langhårede hunde kan det hjælpe at klippe pelsen mellem tæerne.

Mørket øger risikoen i trafikken

De korte vinterdage betyder, at mange gåture foregår i mørke, hvilket øger risikoen for ulykker.

“Vinteren er højsæson for påkørsler af hunde, fordi de er svære at se for bilister. Ofte er det hunden – og ikke ejeren – som er mindst synlig. Derfor er lys eller reflekser på hunden helt afgørende,” siger chefdyrlægen.

AniCura anbefaler desuden, at hunde holdes i snor og føres på den side af fortovet, der vender væk fra vejen.

Kulde kan give forfrysninger

Selvom mange hunde virker robuste, kan frost og blæst give forfrysninger – især på ører, hale, bug og poter.

“Forfrysninger opstår gradvist og kan være svære at opdage. Små hunde, korthårede racer, hvalpe og ældre hunde er særligt udsatte. Kulden kan også forværre gigt og ømme led,” siger Hanne Friis.

Hun råder til kortere ture i meget koldt vejr og brug af et funktionelt hundedækken, hvis hunden har svært ved at holde varmen.

En god vinter for både hund og ejer

Hos AniCura understreger man, at vinteren sagtens kan være en dejlig tid for både hund og ejer, hvis man er opmærksom på årstidens udfordringer og tilpasser hverdagen derefter.

Del