Vindenergiforsker modtager Kalundborg Refinery Prisen 2026
Prisen blev overrakt fredag eftermiddag for hans forskning inden for fluidmekanikken af vindmøller.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Seniorforsker Maarten Paul van der Laan fra Department of Wind and Energy Systems ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er modtager af Kalundborg Refinery Prisen 2026. Prisen blev overrakt fredag eftermiddag for hans forskning inden for fluidmekanikken af vindmøller.
Gennem det seneste årti har Maarten Paul van der Laan etableret sig som en internationalt anerkendt ekspert inden for fluidmekanikken af vindmøller og vindmølleparker. Hans forskning har bidraget til en større forståelse af, hvordan store vindmølleparker påvirker og påvirkes af atmosfæriske grænselag. Samtidig har arbejdet været med til at vise, hvordan denne viden kan bruges til at udvikle mere effektive, stabile og bæredygtige energisystemer.
Enestående videnskabelig dybde og brobygning mellem teori og anvendelse
“Maarten Paul van der Laan kombinerer enestående videnskabelig dybde med en stærk evne til at bygge bro mellem teori og anvendelse. Hans arbejde har haft stor betydning for både forskning og industri og har ydet et væsentligt bidrag til udviklingen af mere bæredygtige energiløsninger,” lyder det fra Kalundborg Refinery Prisens komité.
Hans forskning ligger i krydsfeltet mellem aerodynamik, atmosfærisk fysik og numerisk modellering. Med denne tværfaglige tilgang har han udviklet modeller, som i dag bruges både i forskningsverdenen og i industrien. Modellerne anvendes blandt andet til at beskrive vindmølle-wakes, samspillet mellem vindmølleparker og deres interaktion med atmosfæriske forhold.
Kalundborg Refinery Prisen blev overrakt af Michael Lund Jensen, Chief Financial Officer for Kalundborg Refinery.
Prisen er Danmarks ældste teknologipris og uddeles hvert år af Kalundborg Refinery Fonden. Formålet er at støtte og fremme samfundsgavnlige bidrag af national, social, videnskabelig, kommerciel og menneskelig karakter.
Med prisen følger en præmie på 100.000 kroner til prismodtageren.