Vil være mere markante og mere synlige

"Vi skal skabe værdi for vores medlemmer ellers har vi ingen eksistensberettigelse, det er vigtigt at vi står sammen.”

Vil være mere markante og mere synlige
Ny formand er Michael Skovgaard Rasmussen fra Meny og ny næstformand er Per Junge fra Electricom A/S. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Michael Skovgaard Rasmussen fra Meny og Per Junge fra Electricom A/S er henholdsvis ny formand og næstformand i Kalundborgegnens Erhvervsråd. Det nye formandskab vil skabe et erhvervsråd 2.0 med markante holdninger og mere synlighed.

Bestyrelsen i Kalundborgegnens Erhvervsråd har konstitueret sig efter den årlige generalforsamling i marts måned. Ny formand er Michael Skovgaard Rasmussen fra Meny og ny næstformand er Per Junge fra Electricom A/S. Forretningsudvalget består fremover af formandskabet sammen med borgmester Martin Damm (V).

”Erhvervsrådet skal være mere markante og vi skal skabe mere værdi for medlemmerne, og det skal vi dels ved at øge vores udbud af aktiviteter

 og vi vil også være mere markante i pressen og kæmpe medlemmernes sag,” fortæller Michael Skovgaard Rasmussen, og fortsætter, ”Vi vil gerne være garanter for at holde kommunen i stramme tøjler. Man kommer til at se et mere markant og synligt formandskab med holdninger og vi glæder os til at være med til at skabe et erhvervsråd 2.0.”

Ifølge det nye formandskab for Kalundborgegnens Erhvervsråd skal bosætning og kultur have mere opmærksomhed fremover.

”Vi vil også have visioner for både bosætning og bymidter og så er vi meget opmærksomme på, at hele byen og området har ændret sig inden for de seneste år, så det kræver, at vi kommer med en stærk stemme for ikke at drukne i store virksomheder. Det kræver vi står op for vores holdninger,” fortæller Per Junge og Michael Skovgaard Rasmussen fortsætter, ”Vi har en helt unik mulighed lige nu, vi oplever en vækst som ingen andre steder i Danmark og det skal vi udnyttet, ikke bare erhvervsmæssigt, men også på det kulturelle så arbejdsgiverne får lettere ved at rekruttere arbejdskraft, Vi skal skabe værdi for vores medlemmer ellers har vi ingen eksistensberettigelse, det er vigtigt at vi står sammen.”

Formandskabet i erhvervsrådet sidder også i det nye dialogforum, som jævnligt mødes med kommunens administration, sammen med Tom Johansen Urhøj VVS, der også er nyvalgt til bestyrelsen. 

Personaleændringer

Erhvervsrådet siger farvel til to dygtige medarbejdere, både David Hindberg og Maria Gjedsted skal videre til organisationen LINX og arbejde endnu mere målrettet med erhvervsfremme på landsplan.

Det nye formandskab i bestyrelsen og erhvervschef Lene Bach Jørler, er langt i rekrutteringsfasen, og til samtalerne har de lagt stor vægt på kompetencer som matcher de nye tiltag som er undervejs, tiltag og efterspørgsler fra medlemmerne om bl.a. flere netværksarrangementer, faglige Gåhjemmøder og fortsat stort fokus på samarbejdet med Det tekniske område i Kalundborg Kommune. Og naturligvis nye kulturfyrtårne i et stærkt erhvervssamarbejde.

”Vi går en spændende tid i møde, hvor Kalundborgegnens Erhvervsråd stepper op med nye ”vare på hylderne,” fortæller erhvervschef Lene Bach Jørler.

Del