Vil undersøge nye muligheder for præstegård

Tre lokale har sat sig sammen, har lavet en handleplan og har skrevet til menighedsrådet, om man vil vente med et salg indtil, at de har fået undersøgt nogle alternativer.

Vil undersøge nye muligheder for præstegård
Præstegården på Røsnæs skal muligvis sælges.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

For en måneds tid siden meldte sognerådet ved Røsnæs Kirke ud, at de påtænker at sælge præstegården. Den er for dyr i drift, da den i høj grad trænger til istandsættelse. Flere i lokalbefolkningen synes dog, at det var en trist udmeldning, og der var derfor et par borgere fra lokalområdet, der gerne ville undersøge, om man ikke kunne finde en alternativ løsning i stedet for et salg.

Det kræver imidlertid, at præstegården bliver restaureret, da den er gammel og således er det nødvendigt med en større renovering af ejendomme.Tre lokale, Mogens Anholm, Ulrik Brandt og Søren Mariegård, har i den sammenhæng sat sig sammen, har lavet en handleplan og har skrevet til menighedsrådet, om man vil vente med et salg indtil, at de har fået undersøgt, hvad der helt nøjagtig skal istandsættes, hvad det vil koste og hvor man evt. kan finde midlerne til det. De beder om, at menighedsrådet venter med at træffe en beslutning frem til den 1. juni 2024.

“Vi har foreslået, at de stiller salget i bero i fire måneder, mens vi ungersøger, hvad der skal gøres, hvad vil det koste, og hvordan vi kan få det finansieret. Derudover kan man gå videre og tænke over, hvad der kan være herude udover en præstebolig,” foretæller Mogens Anhold, der altså er en af de tre, der står bag handleplanen.

I handleplanen og brevet til menighedsrådet, som de lige nu afventer svar på, skriver de tre bl.a.: “Vi forstår, at der bl.a. ses fugt i kælderen og en begyndende skimmelsvamp er konstateret. Der forestår således en ikke ubetydelig renovering af ejendomme, med som minimum etablering af et omfangsdræn. Om den endegyldige løsning i virkeligheden vil være en nedrivning, efterfulgt af opførelsen af et nyt moderne beboelseshus, naturligvis opført i samme stil, som det eksisterende, må komme an på en nærmere vurdering. Sidstnævnte løsning vil under alle omstændigheder sikre menighedsrådet et stærkt kort på hånden, ved fremtidige besættelser af præstestillinger ved kirken. Ligegyldig hvilken løsning der måtte findes, kræver den en ikke ubetydelig økonomi.”

Endvidere fortæller Mogens Anholm: “Hvis vi konstaterer, at der ingen farbar vej er om fire måneder, så har man i hvert fald undersøgt mulighederne. Vi gør jo også kun noget, hvis menighedsrådet siger ja og synes, at det er en god ide,” slutter han af med at fortælle.

Del