Vil skabe endnu flere events i Kalundborg

”Vi vil gerne slå os ned i Kalundborg ligesom vi har slået os ned i Holbæk, og på den måde byde ind på kulturarrangementer og rigtigt gerne sammen med lokale aktører"

Vil skabe endnu flere events i Kalundborg
Niels Estrup og Peter Wallbohm Olsen har overtaget Boxen i Holbæk og er klar til også at rykke til Kalundborg med endnu flere events. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Eventplanlægger PSE Musicon fra Roskilde har gennem det sidste år skabt flere events i Kalundborg. Nu er de klar til at rykke tættere på Kalundborg og har bl.a. meldt sig ind i Kalundborgegnens Erhvervsråd.

Første gang Kalundborgenserne stiftede bekendtskab med PSE Musicon, var i juli måned sidste år, hvor der blev arrangeret livsstilsmarked og flere foodtrucks i havneparken i forbindelse med et krydstogtanløb.

Det er efterfølgende blevet til flere lignende markeder i Kalundborg, Street Food Festival, bierfest i Kalundborghallen, livsstilsdage, foodtruckmarked på Klostertorvet i forbindelse med Royal Run og den 23. til 25. august arrangerer PSE Musicon Street Food Festival og Livsstilsmarked på Gisseløre og julemarked i Kalundborghallen sidst i november.

Men Peter Wallbohm Olsen og Niels Estrup, som ejer PSE Musicon, har planer om endnu mere kulturel aktivitet i Kalundborg og er nu rykket tættere på Kalundborg, makkerparret har nemlig overtaget Boxen i Holbæk, et tidligere frysehus tæt på havnen hvor der afvikles forskellige events og Peter Wallbohm Olsen og Niels Estrup kunne sagtens se sig selv i et lignende set up i Kalundborg.

”Vi vil gerne slå os ned i Kalundborg ligesom vi har slået os ned i Holbæk, og på den måde byde ind på kulturarrangementer og rigtigt gerne sammen med lokale aktører,” fortæller Niels Estrup og fortsætter, ”Det er Louisas kredit, at vi er blevet introduceret til Kalundborg, hun har aktivt gjort noget for at skabe aktivitet i Kalundborg.”  (Louisa er Louisa Løcke Hansen fra Havnegrillen).

”Vi har meldt os ind i Kalundborgegnens Erhvervsråd netop for at få skabt et netværk den vej og vise vi gerne vil byen. I forbindelse med Royal Run hvor vi også var repræsenteret med et Food Truck marked på Klostertorvet, har vi snakket med Kalundborg Kommunes repræsentanter og fortalt, at vi gerne vil spille med på det kulturelle område, nu er vi rykket til Holbæk og vi drifter Strandlyst Street Food i Odsherred, så derfor ser vi den her region som et spændende område hvor der er mulighed for at lave nogle flere aktiviteter,” fortæller Peter Wallbohm Olsen, og fortsætter, "Vi vil selvfølgelig gerne lave vores egne arrangementer men også gerne byde os til i forhold til noget af det som allerede sker."

Del