Vigtig milepæl for lokal Grøn Trepart
Den lokale Grønne Trepart har godkendt den kommende omlægningsplan.
Den lokale Grønne Trepart, Hovedvandopland 2.1, har godkendt den kommende omlægningsplan med bemærkning om, at omlægningsplanen bliver drøftet endeligt på næste møde den 20. oktober 2025.
Det skete på det seneste centrale møde den 24. september, hvor forslaget til den kommende omlægningsplan blev drøftet af repræsentanter fra seks kommuner, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen. Kalundborg Kommune er formands- og sekretariatskommune for Lokal Grøn Trepart. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse fredag.
Frem til næste møde vil der blandt andet foregå drøftelser om præcisering og justering omkring skovudpegning, minivådområder m.m. Drøftelserne vil ske i dialog mellem formandskabet, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer.
Plan er udtryk for gensidig tillid
Omlægningsplanen er resultatet af et struktureret og tillidsfuldt samarbejde gennem hele 2025, hvor teknikere og interessenter har arbejdet tæt sammen om screening, skitseprojekter og faglige vurderinger. Planen bliver nu sendt til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) til faglig vurdering, inden den endelige behandling i Lokal Grøn Trepart den 20. oktober og principvedtagelse i kommunalbestyrelserne i november og december.
"Det er inspirerende at se, hvordan vi lokalt kan løfte en så ambitiøs opgave i fællesskab. Alle parter bidrager til omlægningsplanen, tager ansvar og handler – med respekt for både naturen og landbruget," siger formand for den lokale grønne trepart, Jakob Beck Jensen.
Lodsejerdialog og lokal variation
Der er stor opmærksomhed på lodsejernes involvering, og kommunerne har tilpasset dialogen til lokale forhold. Nogle har allerede afholdt borgermøder og sendt informationsbreve, mens andre planlægger aktiviteter i efteråret. En fælles forståelse er, at lodsejernes engagement er afgørende for planens succes.
Efter SGAV’s verificering, skal den Lokale Grønne Trepart godkende omlægningsplanen på sit næste møde. Herefter skal planen principgodkendes i de enkelte kommunalbestyrelser, hvorefter arbejdet med implementeringen af omlægningsplanen kan begynde i 2026.