Video: Vinter Marathon på glatis

”Det er et barsk løb med masser af bakker, vi plejer gerne at sige, hvis man taber pusten, kan man bare lige stoppe op og læne sig op ad bakken så stele er bakkerne"

Tekst, foto og video af Jens Nielsen

Søndag formiddag blev deltagerne til dette års Kalundborg Vinter Marathon sendt afsted fra klubhuset i Ellingelund, i år på isglatte veje.

For 20. år i træk kunne 5 Tårns Motion, søndag formiddag, sende godt 100 løbere afsted til dette års Kalundborg Vinter Marathon.

Foruden Marathon distancen kunne deltagerne også vælge mellem halvmaraton eller 10 km. ruten.

”Det er et barsk løb med masser af bakker, vi plejer gerne at sige, hvis man taber pusten, kan man bare lige stoppe op og læne sig op ad bakken så stele er de. I dag er der også is mange steder som man lige skal være opmærksom på, så løb forsigtigt,” sagde næstformand i 5 Tårns Motion, Jesper Bundgaard, inden de mange deltagere blev sendt afsted.

Løberne blev sendt ud på en rute der førte dem fra 5 Tårns Motions klubhus i Ellingelund (Lundemarken i Kalundborg), langs hele Munkesøens stisystem til Trøjelykkekvarteret med den stejle ’kongebakke’ Bøgebakken og ad Nyrupvej til Nostrup, hvor der var et stort velassorteret depot med indhold der gav gode kræfter til de næste kilometer forbi golfbanen og Lillesøvej mod Nostrups udfordrende bakker, inden turen gik tilbage til klubhuset, hvor man enten kunne stoppe for en portion dejlig varm suppe efter halvmaraton, eller nappe en tur til så man endte på en hel Marathon.

5 Tårns Motion Vinter Marathon blev afviklet i rigtigt flot vintervejr, 3 graders varme og flot sol.

Del