Video: Storbrand - Alt er væk

Branden bredte sig hurtigt, og selv om der blev indsat brandfolk og materiel fra store dele af Sjælland, stod den store bygning ikke til at redde.

Tekst, foto og video af Jens Nielsen

Den mange tusinde kvadratmeter store lagerbygning i Høng er brændt ned til grunden, der er intet tilbage.

Rigtigt mange brandfolk har hele torsdag aften og natten til fredag kæmpet med en storbrand på Østergade i Høng. Branden brød ud omkring spisetid i et hjørne af taget på den kæmpe lagerbygning som huser lagerhotellet Nettolager.

Branden bredte sig hurtigt, og selv om der blev indsat brandfolk og materiel fra store dele af Sjælland, stod den store bygning ikke til at redde.

Alt er brændt ned til grunden, fredag morgen står der stadigvæk en røgfane fra brandtomten og en stor gummiged er rekvireret til at vælte de sidste mure.

”Så længe der er røg i området, opfordrer vi til, at man ikke tager ophold i røgen. Men det er vores vurdering, at man godt kan passere igennem den. Er man i en bygning, hvor man kan lugte røgen, så bør man minimere den røgmængde, man bliver udsat for, ved at lukke døre og vinduer og – om muligt – slukke ventilationen”, siger vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, politikommissær Lasse Falch Jensen. 

Undervejs i slukningsarbejdet blev en af brandfolkene utilpas og blev derfor tilset af en ambulance. 

Brandårsagen kendes endnu ikke, men det skal nu undersøges, om det kan være håndværkerarbejde på taget, der har startet branden.

Mandskab fra Vestsjællands Brandvæsen og Beredskabsstyrelsen kommer til at arbejde i Høng det meste af fredagen.

Video: Mange har mistet alt i storbrand

Del