Video: Minister – Kæmpe kæmpe stor dag for Kalundborg
”Vi kender alle det med at have en vild drøm, det er dejligt, det rigtigt fede er så når den vilde drøm omsættes til noget man rent faktisk sætter sig ned og handler på og det er jo det man har gjort her"
Af Jens Nielsen
En stor millioninvestering skal gøre biotekbyen Kalundborg internationalt førende inden for sit felt. Inden 2030 vil der være 1500 studerende i Kalundborg.
Et nyt samarbejde mellem en bred kreds af industri- og uddannelsespartnere sikrer, at der investeres 320 millioner kroner til at styrke uddannelse, forskning og innovation inden for biobaseret produktion og biosolution i Kalundborg. Det skriver samarbejdspartnerne i en pressemeddelelse torsdag morgen.
Torsdag eftermiddag besøgte uddannelses-og forskningsminister Christina Egelund Kalundborg hvor hun gav udtryk for, hvor stor en dag det er for Kalundborg.
”Vi kender alle det med at have en vild drøm, det er dejligt, det rigtigt fede er så når den vilde drøm omsættes til noget man rent faktisk sætter sig ned og handler på og det er jo det man har gjort her,” sagde ministeren bl.a. i sin tale.
Det helt centrale element i projektet bliver opførelsen af en helt ny campusbygning, på op til at op mod 12.000 kvadratmeter. Mere end dobbelt så stor som den nuværende Campus Kalundborg bygning.
Bygningen skal bestå af faciliteter, der understøtter banebrydende undervisning, forskning og udvikling – for eksempel laboratorier og pilotanlæg.
Målet med den nye bygning er at øge antallet af lokale studerende i Kalundborg fra de nuværende cirka 500 til 1500 i 2030, lyder det.
Det er AP Ejendomme, der bygger og kommer til at eje selve campusbygningen, mens Novo Nordisk Fonden og Novo Nordisk A/S bidrager med henholdsvis 202 millioner kroner og 120 millioner kroner.
De 202 millioner kroner går til udvikling af undervisnings- og uddannelsesmiljøet i perioden 2025-2031, og de 120 millioner går til at finansiere huslejen de første syv år, efter at byggeriet er færdigt.
”Det er en stor dag for Kalundborg-området med den store donation fra Novo Nordisk Fonden og Novo Nordisk der kan vi accelerere det samarbejde vi allerede har mellem erhverv. Uddannelse og kommune, til helt nye højder. Det nye Campus Kalundborg bliver et fyrtårn for uddannelse. Med den vækst der er i Kalundborg-området, med mere end 1000 nye arbejdspladser om året, så kræver det vi kan få fremtidens arbejdskraft til Kalundborg,” fortæller borgmester Martin Damm.
Campus Kalundborg tager næste store skridt