Video: Forrygende dansefest

Katrine Bille sang og dansede sig vej ind i børnenes hjerter med sjove sange, store smil og masser af gode historier fra hele verden.

Tekst, foto og video af Jens Nielsen

Onsdag eftermiddag i vinterferien bød Årby Forsamlingshus indenfor til en sjov eftermiddag med dans, sang og masser af grin sammen med Katrine Bille fra Ramasjang.

Den aktive bestyrelse i Årby Forsamlingshus fik stor succes med deres børnearrangement i vinterferien.

Populære Katrine Bille, kendt fra bl.a. Ramasjang fik hurtigt sat gang i festen i forsamlingshuset for de omkring 150 børn og voksne som havde sikret sig en billet.

”Jeg har glædet mig så meget til at synge og spille for jer her i dag, vi skal have en god omgang godt og blandet, bl.a. fra programmet Lillenørd og så er der en regel, hvis man kender sangen, så skal man altså synge med, skal vi aftale det,” sagde Katrine Bille inden hun fik sat gang i festen.

Katrine Bille sang og dansede sig vej ind i børnenes hjerter med sjove sange, store smil og masser af gode historier fra hele verden.

Dansefesten med Katrine Bille var et ’Liv i Forsamlingshusene’ arrangement som sker i samarbejde med Kalundborg Biblioteker og kommunens forsamlingshuse og onsdag eftermiddag levede det helt op til navnet, der var masser af liv i Årby Forsamlingshus.

Næste gang Årby Forsamlingshus byder indenfor bliver d. 28. februar til et foredrag med Trine Gadeberg og mon ikke hun tager Pelle med til Årby.

Del