Video: En dybfølt tak til veteranerne
Med flagdagen ønsker kommunen at anerkende det bidrag, som veteraner og deres familier yder for fred, sikkerhed og demokrati
Af Jens Nielsen
Fredag markerede Kalundborg Kommune flagdagen. Her blev de udsendte og veteraner samt deres familier fejret med march igennem byen, musikalske indslag og taler.
De udsendte yder en ganske særlig indsats. Hver dag arbejder soldater, politibetjente og beredskabsfolk for at skabe fred og gøre en forskel internationalt. Det arbejde blev hyldet til den nationale flagdag i dag fredag, som Kalundborg Kommune igen i år markerede for de lokale veteraner og deres familier. I år endnu større end nogensinde.
Med flagdagen ønsker kommunen at anerkende det bidrag, som veteraner og deres familier yder for fred, sikkerhed og demokrati
Festlighederne begyndte klokken 15.45 ved Damborg på Kordilgade 81, hvor Hjemmeværnet sammen med veteranerne og deres familier startede en march gennem byen anført af lyden fra sækkepibeorkesteret Pipes & Drums of Prince George Memorial.
Marchen endte på Torvet foran Kalundborg Hallen, hvor borgmesteren bød velkommen.
”Krig og ufred var noget meget langt ude i verden og som mange danskere har været sendt afsted til og det med at komme hjem fra noget som var så fjernt, har mange haft det svært med, nu er det nok mere i bevidstheden hos os alle sammen. Det er en vigtig opgave i har taget på jer igennem årene hvor vi andre har nydt freden og I har været ude. Vi har veteraner som har været sendt ud til Gaza i 60’erne, til Congo, Cypern og fra at være ude i en mere fredsbevarende mission kom I ud i noget som var noget helt andet og det har givet mange af vores veteraner sår på sjælen, men alle skal have en dybfølt tak både fra mig og fra hele kommunalbestyrelsen,” sagde borgmester Martin Damm i sin velkomst.
I det daglige bakker Kalundborg Kommune op om de 308 veteraner, der er i kommunen. I Jobcenter Kalundborg er veterankoordinatoren således klar til at hjælpe og støtte. Det kan for eksempel være, at man har brug for at finde tilbage til hverdagen eller få rådgivning om ens karrieremuligheder.
Den offentlige del af arrangementet sluttede klokken 17.15. Markeringen fortsætter i Kalundborg Hallen, hvor veteranerne og deres familier er inviteret til middag.