Video: Der var både krudtugler og overraskelser

Foruden foreningens egne hold bød opvisningen også på gæstehold fra Høng Gymnastikforening, som stillede med deres Teamgym hold.

Tekst, foto og video af Jens Nielsen

Lørdag eftermiddag var Hvidebækhallen fyldt til sidste plads da mere end 300 gymnaster var på gulvet til den årlige gymnastikopvisning.

Både børn og voksne skulle på gulvet i Hvidebækhallen lørdag eftermiddag da Hvidebæk IF inviterede til den årlige gymnastikopvisning, hvor de mange hold skulle vise hvad de har lært i løbet af vinteren.

Foruden foreningens egne hold bød opvisningen også på gæstehold fra Høng Gymnastikforening, som stillede med deres Teamgym hold.

Udover hold med både krudtugler, zumba, spring og friske gutter, så skulle der have været et hold mere fra Høng GF, men de var desværre blevet nødt til at melde afbud, og derfor var der en overraskelse til de mange gæster i hallen, nemlig en flot opvisning af alle instruktørerne.

”Da holdet fra Høng Gymnastikforening meldte fra i sidste weekend, så sagde vores instruktører med det samme, vi laver da bare noget selv, så vi brugte fire timer i søndags på at lave en overraskelse til jer i dag, det er noget af en sensation, jeg håber i tager godt imod det,” sagde Maria Lassen, som både var speaker til lørdags opvisning og med på instruktørholdet, som publikum tog rigtigt godt imod.

Del