Video: 30-års jubilæum blev fejret med en stor folkefest
Søndag blev 30-års jubilæet så fejret i Gørlev Hallen, hvor Søren Tullesen havde inviteret til folkefest med mad, musik og underholdning.
Tekst, foto og video af Jens Nielsen
Det er 30 år siden Søren Tullesen overtog Gørlev Hallens Restaurant. Det blev fejret søndag med en stor folkefest, ja faktisk to, en om eftermiddagen og en om aftenen, med mad og underholdning.
Tilbage i 1995 fik Søren Tullesen nøglerne til Gørlev Hallens Restaurant. Her råder han over to selskabslokaler, et til 50 personer og et til 90 personer, og med mulighed for at leje både den lille og den store Gørlevhal til større arrangementer.
Søndag blev 30-års jubilæet så fejret i Gørlev Hallen, hvor Søren Tullesen havde inviteret til folkefest med mad, musik og underholdning.
En fest søndag eftermiddag og en tilsvarende fest søndag aften, for i alt 750 gæster, som fik skinke med flødekartofler og salat og en belgisk vaffel med is til dessert for dem som havde tilkøbt den mulighed.
Og når det nu var 30-års jubilæum, var alle priserne selvfølgelig også til 30 kr., entre, mad, drikkevarer og dessert til den lave pris, så alle havde mulighed for at deltage.
”Det har været hyggeligt at prøve det af, at holde to så store fester på den samme dag. Vi har prøvet det flere gange på Skipperkroen, men aldrig her i Gørlevhallen, men det er gået godt, så det kunne vi sagtens finde på en anden gang,” fortæller Søren Tullesen.
Underholdningen til de to shows var lagt i hænderne på Kirsten Siggaard, Martin & Stine, Jens Munkholm og Hr. Plys. Alle gode venner af huset, fx er Hr. Plys kommet fast på Skipperkroen, som Søren Tullesen også forpagter, hver jul og påske siden 2004 og Kirsten Siggaard har kendt Søren Tullesen siden han var bybud hos byens boghandler, og det er noget mere end 30 år siden.
De to store jubilæumsfester blev afsluttet med, at personalet kastede nogle meget store balloner ud over salen som en festlig afslutning.