Viktor skal til DM i Skills

I slutningen af april skal 19-årige Victor Silander fra Svinninge til DM i Skills. Her skal han dyste mod 5 andre lastvognsmekanikere.

Viktor skal til DM i Skills
Victor Silander glæder sig til at deltage i DM i Skills - men han er også en lille smule nervøs. Der er i alt seks lastvognsmekanikere, der skal dyste mod hinanden over tre dage. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Der er DM i Skills i Hjørring den 22.-25. april. DM i Skills er Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Her dyster omkring 300 unge om at blive den bedste i deres fag. En af dem er 19-årige Victor Silander, der er i lære som lastvognsmekaniker.

Det lå lige til højrebenet, eller skal vi sige speederfoden, at 19-årige Victor Silander skulle være et eller andet inden for lastvognsbranchen.

Hans far ejer nemlig en transportvirksomhed, Vognmand Leif Silander, i Svinninge, og det med lastbiler har altid rullet i Victors blodårer.

“Altså jeg vil jo helst ud og køre lastbil og har også det store kørekort, men jeg ville gerne vide noget om, hvad der foregår inden i sådan en lastbil. Derfor valgte jeg at tage en uddannelse som lastvognsmekaniker først,” forklarer Victor Silander.

###REKLAMER###

Han synes, det var fjollet at bruge 3,5 år på at uddanne sig som chauffør, men stadig ikke rigtig vide noget om indmaden i de store lastvogne.

Derfor begyndte han på TEC i Hvidovre og fik lærerplads hos Svebølle Auto Service.

Her servicerer man både lastbilerne i Johannes Rasmussens transportvirksomhed, som deler adresse med lastvognsværkstedet, og laver også lastbiler for andre virksomheder.

Victor Silander kan godt lide at rode med de store lastbiler og er glad - og interesseret - i sit fag.

Victor Silander bliver udlært som lastvognsmekaniker til oktober. Foto: Charlotte Koefoed

Det var på skolen i Hvidovre, at underviserne prikkede til Victor og mente, han skulle med til Skills.

“Jeg har lige været afsted en uge på skolen, hvor jeg og den anden sjællandske deltager fik lidt en forsmag på, hvad det kunne være for opgaver, vi får udleveret til DM i Skills,” siger Victor Silander.

Det var opgaver inden for sporing, bremser og motorstyring.

Selv om Victor Silander er godt inde i stoffet, kan han alligevel mærke lidt uro i maven over at skulle til DM i Skills.

“Det er klart. Vi skal jo dyste mod hinanden over tre dage. Det er og lidt som at være til svendeprøve,” siger han.

Kan godt forstå, Victor er udtaget

Værkfører på Svebølle Auto Service, Bøje Larsen, kan godt forstå, Victor er blevet udtaget til DM i Skills.

“Victor har den helt rette tilgang til faget, han er dygtig, og vi er stolte af, at han er udtaget. Vi havde også en lærling med til DM i Skills, da det foregik i Høng,” fortæller Bøje Larsen.

Han har så gerne, at Victor Silander, når han er færdiguddannet til oktober, bliver i firmaet, i stedet for at forfølge drømmen om at blive chauffør.

“Indtil nu er det gået nogenlunde med at skaffe både lærlinge og lastvognsmekanikere, men det begynder at knibe. Vi har altid seks lærlinge, som udlæres to gange om året, men lige i år kunne vi godt bruge et par lærlinge. Og så er der jo generelt mangel på lastvognsmekanikere,” siger Bøje Larsen.

Der er i alt 46 ansatte i Svebølle Auto Service. De omfatter flere funktioner som mekanikere, dækfolk med mere.

Del