Vi skal passe bedre på dem, der passer på andre

Efter 26 år i omsorgens tjeneste: Vi skal passe bedre på dem, der passer på andre

Jeg har arbejdet som sosu i 26 år. Gennem mit arbejdsliv har jeg mødt mennesker i nogle af deres mest sårbare perioder, både i ældreplejen, psykiatrien og demensområdet. Jeg har arbejdet som udekørende medarbejder, på plejehjem og på sygehus, og i psykiatrien, hvor jeg har oplevet, hvordan omsorgsfaget har udviklet sig gennem årene. Men ikke til det bedre.

Jeg er stolt af mit fag. Hver dag gør dygtige medarbejdere en forskel for mennesker, som har brug for støtte, nærvær og tryghed. Men jeg er også bekymret, for vi står med en alvorlig udfordring. Vi mangler arbejdskraft, og samtidig risikerer vi at miste de medarbejdere, vi allerede har, fordi presset bliver for stort.

Vi har brug for tid til mennesker, og ikke kun opgaver

I ældreplejen og på børneområdet handler arbejdet ikke kun om praktiske opgaver. Det handler om relationer, faglig vurdering og menneskelig kontakt.

Jeg har mødt borgere med komplekse behov, hvor det kræver erfaring, ro og faglighed at skabe den rigtige indsats. En borger med demens, psykiske udfordringer eller mange helbredsmæssige problemer kan ikke sammenlignes med en borger, der har brug for mindre støtte.

Derfor mener jeg, at vi som kommuner skal turde se på, om der skal være en grænse for, hvor mange borgere én medarbejder kan have ansvar for, helt afhængigt af hvor komplekse behovene er.

For når én medarbejder får for mange opgaver og for lidt tid, går det ikke kun ud over medarbejderen og kollegaerne. Det går også ud over den omsorg og kvalitet, borgeren modtager.

Vi skal tage mistrivsel blandt medarbejdere alvorligt

Jeg har gennem mine mange år i faget set dygtige kollegaer blive slidte. Ikke fordi de ikke vil deres arbejde, tværtimod. Mange brænder for deres fag og deres borgere.

Men når man dag efter dag skal løbe stærkere, håndtere svære situationer og samtidig føle, at tiden aldrig rækker, så sætter det sine spor.

Stress og nedslidning skal ikke være en naturlig del af at arbejde med mennesker.

Vi taler ofte om omsorg for borgerne, tiden til at snakke med borgerne, men vi skal også tale om omsorg for medarbejderne. For hvordan skal vi kunne give den bedste omsorg, hvis medarbejderne selv arbejder under forhold, der presser dem ud over deres grænser?

Pauser og kollegial sparring er en del af fagligheden

Noget af det vigtigste i mit arbejde har altid været samarbejdet med mine kollegaer. At kunne vende en svær situation, få nye perspektiver og støtte hinanden fagligt.

Men tiden til sparring og pauser bliver ofte det første, der forsvinder, når der er travlt.

Jeg mener, at pauser og faglig sparring skal ses som en nødvendighed, ikke som noget, der kun sker, hvis der er tid.

Når medarbejdere får mulighed for at stoppe op, dele erfaringer og støtte hinanden, skaber det bedre trivsel og bedre omsorg for borgerne.

Vi skal gøre faget attraktivt igen

Hvis vi ønsker at tiltrække medarbejdere med højere kompetencer til ældreplejen og børneområdet, skal vi vise, at det er et fag med værdi, udvikling og ordentlige arbejdsforhold.

Efter 26 år i faget ved jeg, hvor meningsfuldt arbejdet er. Men jeg ved også, at vi skal handle nu.

Vi skal skabe rammer, hvor medarbejdere kan holde til et langt arbejdsliv, hvor fagligheden får plads, og hvor borgerne får den omsorg, de fortjener.

For velfærd handler ikke kun om systemer og budgetter.

Det handler om mennesker.

Og vi skal passe bedre på dem, der passer på andre.