Vi skal have flere almene boliger i Kalundborg Kommune
Vi skal have flere almene boliger i Kalundborg kommune
Borgmester Martin Damm har igen og igen udtalt sig imod byggeri af almene boliger, og jeg glæder mig derfor til vi får en ny kommunalbestyrelse, der vil sætte gang i det almene boligbyggeri.
Huslejen for en nybygget almen bolig ligger omkring 1200 kroner pr. kvm pr. år, mens den for en nybygget privat lejebolig ligger omkring 1600 kroner pr. kvm pr. år.
Det svarer til en månedlig husleje på 8500 kr. for en treværelses bolig på 85 kvm i det almene byggeri, mens en tilsvarende bolig i det private udlejningsbyggeri vil komme op på lidt over 11300 kroner. Altså en forskel på 2800 kroner.
Der er ingen fornuftig grund til, at mennesker skal betale 2800 kroner mere for den samme boligstandard, og at samfundet skal betale boligsikring af 2800 kroner mere – i tilfælde, hvor lejeren har ret til boligsikring. Det er penge ud af lommen og direkte i private udlejeres lommer. Vi får ingen værdi for de penge.
Derfor glæder jeg mig til vi får et nyt politisk flertal i kommunalbestyrelsen. Enhedslisten har altid arbejdet for en almennyttig boligpolitik, og derfor sætter jeg mit kryds ved liste Ø Enhedslisten.
Marianne Carlsson, lejer i almen bolig i Ulstrup på Røsnæs.