Vi skal alle turde det brede samarbejde

Vi skal alle turde det brede samarbejde

Læserbrev: Vi skal alle turde det brede samarbejde

Da samtlige partier i kommunalbestyrelsen, fra Enhedslisten til Nye Borgerlige, efter valget i november 2021 kunne stå frem og sige, at vi alle indgår i en fælles konstitueringsaftale, så var det breaking news på Kalundborg egnen. Det har man ikke været vant til!

Det var et resultat af, at mange partier udtrykte, at de VILLE det brede samarbejde!

Hvordan går det så med det brede politiske arbejde?

I Børn- og Familieudvalget går det ganske godt, synes jeg! Vi er enige om, at der skal fokus på folkeskolen – og vi er i gang med at planlægge en temadag for hele kommunalbestyrelsen, hvor vi skal diskutere folkeskolens udfordringer.

På seneste møde var der dog lidt uoverensstemmelser omkring, hvordan vi skulle forholde os til handleplanerne for Gørlev- og Hvidebæk skoler, som begge er under tilsyn af Styrelsen for Udvikling og Kvalitet. Der har været ganske alvorlige påtaler vedr. de handleplaner, der var lavet og styrelsen havde bedt kommunalbestyrelsen om at lave nye handleplaner. Et flertal bestående af Nye Borgerlige, SF og Socialdemokratiet besluttede, at det skulle være en politisk opgave at godkende de endelige handleplaner – for at vise politisk handlekraft og opbakning til, at vi følger med i, hvordan handleplanerne udmøntes.

Dette var borgmesteren på ingen måde enig i og da dette forslag efterfølgende skulle behandles i Økonomiudvalget, stillede borgmesteren et ændringsforslag til beslutningen. Dvs. at han underkendte et flertal i Børn- og Familieudvalget. Ret uhørt i en bred konstituering, synes jeg.

Punktet skulle så endeligt behandles på kommunalbestyrelsesmødet d. 25. maj – men på selve dagen før mødet, blev punktet taget af dagsordenen, da det viste sig, at det er lovpligtigt at behandle handleplanerne i kommunalbestyrelsen, således som vi i Nye borgerlige, SF og Socialdemokratiet allerede havde stillet forslag om.

Så jeg er glad for, at vi holdt fast i, at det er en politisk opgave!

Og kære borgmester! Hav noget mere tillid til de politikere du har indgået en konstitueringsaftale med – det er min klare opfordring til dig fremadrettet i det politiske arbejde!

Thomas Malthesen Hiorth

kommunalbestyrelsesmedlem, SF Kalundborg

Del