Vi har noget helt unikt i Kalundborg

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Det er ikke nødvendigt at lede efter en turistattraktion, der skal få gæster til at valfarte til Kalundborg. Den findes allerede: Højbyen.

En borg, en ladegård, avlsgård og købmandsgård og en enestående kirke, intet mindre end et fyrsteanlæg, der udgør et enormt smukt hele og afspejler byens middelalder og senere historie.

Højbyen er blevet betegnet som Skandinaviens bedst bevarede byrum. Historikere fra hele Skandinavien har gennem årene lovprist denne middelalderperle, men det er, som om det ikke rigtigt er gået op for mennesker tættere på, hvilket fantastisk sted, det er.

Det ærgrer Martin Pavón, formidlingsinspektør ved Museum Vestsjælland, som Kalundborg Museum er en del af, for med mere politisk bevågenhed og økonomisk støtte, kunne stedet blive den turistmagnet, det kulturelle fyrtårn der gang på gang bliver efterlyst.

- Det er jo lige her, påpeger Martin Pavón.

Der er flere eksempler på, at Kalundborgs middelalderlige Højby, denne perle, ikke bliver behandlet efter fortjeneste. Det har blandt andre Højbyens Beboerforening påpeget: Dronningebroen har i lang tid været spærret for trafik, og Skibslågen, trappen der forbinder Højbyen med Lundevej og Houget er så medtaget, at kommunen for en sikkerheds skyld har forsynet den med et skilt om, at færdsel er på eget ansvar – så den gør kalundborgensere og turister nok bedst i at holde sig fra.

Lindegårdens historie bør fortælles

Pavón er i gang med at afdække Lindegårdens historie, og den er lang og indviklet, fyldt som den er med talrige ejerskift og om- og tilbygninger, eller som der står i Kalundborgs Historie bind 3, Byens Huse, at gården er blevet til gennem en række byggefaser.

Pavón håber, arbejdet, som han betegner som et hobbyprojekt, som hans daglige arbejde ikke levner tid til, engang vil munde ud i en bog, for det synes han, Lindegården, det prægtige bygningsværk, har fortjent. Han tror dog ikke, sammenfatningen af Lindegårdens historie bliver en bestseller, men han håber, at han kan bidrage med en solid publikation, før han går på pension.

- Det kunne være en fantastisk afslutning i kærlighed til Lindegården og de mange år, jeg har arbejdet her, nemlig siden december 2012, siger han.

Martin Pavón synes, det er spændende at forske i Lindegårdens historie, ikke alene fordi den er hans egen arbejdsplads, og fordi han som arkæolog har gravet der, men fordi den er en af de bedst bevarede købstadsgårde i hele Danmark. Den har været privat bolig i 600 år, måske mere, og Pavón har i ældre skrifter læst, at den måske er Danmarks bedst bevarede bolig fra renæssancen, for den type bygårde er stort set alle revet ned.

- Her ser du, hvordan en købmandsgård i en købstad så ud med sin oprindelige brolægning, staldene til køreheste og haven, alt sammen rimeligt intakt, en bygning med uvurderlig kulturhistorisk værdi for Kalundborg.

Brændevin i kælderen

Lindegården har gennem de mange år haft mange funktioner. Den har været købmandsgård, den har været præstegård, og den har såmænd også engang i 1800-tallet haft et udskænkningssted, kaldet Køllestuen. Lindegården blev i 1806 overtaget af købmændene Wisti Raae og Niels Holst. Wisti Raae ejede også gården, der lå over for Lindegården. Her havde han indrettet krambod og havde et stort brændevinsdestilleri. Herfra gik der rør under vejen over til Lindegårdens kælder, og under kældergulvet er der fundet en kæmpestor gæringstank til brændevin, fortæller Pavón. Det var dog ikke kun kalundborgenserne, der nød godt af brændevinen. Kalundborg var storeksportør af den lindrende drik til Norge. Den holdt dog kun en alkoholprocent på 20.

Af et regnskab fremgår det, at der engang var 8.600 flasker brændevin i kælderen under det nuværende museum.

Hver gang der kommer nyt om gårdens historie for dagen, afføder det nye spørgsmål, og der er så mange veje at gå, både inden for bygningshistoriens mange spændende detaljer og om menneskene bag.

Tårngård forud for Lindegården

Gårdens bygningshistorie går nok helt tilbage til Kalundborgs grundlæggelse omkring 1170.

Lindegårdens forgænger var en gård, der hed Tårngård, der var opkaldt efter et tårn i Valdemar Atterdags middelalderlige bymur. Resterne af tårnet kan ses på museet. Skriftlige kilder fortæller, at Tårngård blev mageskiftet med borgen Dronningholm ved Arresø. Den må have udgjort en betydelig værdi, og den var holdt skattefri, hvilket er bevis på, at det er kongelig ejendom:

- For kongen betaler ikke skat til sig selv, forklarer Martin Pavón .

Han mener, at Tårngård var ladegård for Esbern Snares borg Vestborgen, for det var der brug for ved en borg. Her var der plads til heste og vogne og  foder til hestene, for heste havde ingen adgang til borgen.

Lindegården består af seks bindingsværkslænger omkring to gårdspladser, og dens historie er meget lang. Den er udvidet med knopskydninger, og ser man på Lindegården i dag, er der bygninger fra 1575 og op til 1880. de mange byggefaser gør, at der er så meget at fordybe sig i:

Noget er det muligt at følge i detaljer, men der er også meget, vi endnu ikke ved, konstaterer Pavón, der sammenligner det at afdække Lindegårdens historie med at løse en sudoku-opgave.

Lindegården bestod tidligere af flere gårde og matrikler, der blev opkøbt og slået sammen i 1707-1708 af grev Carl Ahlefeldt, og den ældste og største gård var Tårngård. Den er der fundet rester af i form af et gigantisk munkestenhus, der ligger med sin vestlige del inde under porten til Lindgården, og resten af bygningen kan spores skråt igennem museumshaven.

Hans Lindenov og kongens datter

Lindegården har ikke sit navn efter lindetræer men derimod efter sin nok mest kendte ejer Hans Lindenov, men det var ikke ham, der byggede Lindegården, sådan som det hed sig i folkemunde, og han boede der heller ikke.

Den 27. oktober 1639 blev han på Københavns Slot gift med Elisabeth Augusta, der var datter af Christian d. 4. og Kirsten Munk.

I kredslæge og stifter af Kalundborg Museum J. S. Møllers beretning om Lindgården skriver han, at brylluppet sikkert har været prægtigt, da Hans Lindenov blev kongens svigersøn. Der er nok navnlig blevet spist og drukket tæt, mener Møller. Som bryllupsgave fik Hans Lindenov Kalundborg slots len, og de nygifte flyttede ind på Kalundborg Slot.

Han købte Lindegården som avlsgård, fremgår det af J. S. Møllers beretning. Gården har dog aldrig været en bondegård med dyr. Staldene var til køreheste, siger Pavón.

Altertavlen – en fornem gave

Hans Lindenov skænkede i 1650 den prægtige altertavle til Vor Frue Kirke udført af billedskæreren fra Holbæk Lorents Jørgensen, og på den ses både Hans Lindenovs og Elisabeth Augustas navnetræk.

J. S. Møller sår tvivl om, hvorvidt billedskæreren nogensinde fik sin betaling, for Hans Lindenov havde en elendig økonomi og var dybt forgældet. Det nævner Møller flere eksempler på.

Han har ikke meget godt at sige, om de tos ægteskab, for selv om de i det ydre har ført et fint og fornemt liv, idet de begge hørte til landets allerfornemste adel, så var ægteskabet skandaløst slet med utroskab fra begge parters side. Brevveksling viser, at de to ikke kunne fordrage hinanden.

Teaterbryllup

Ikke desto mindre blev der i 1930’erne opført en teaterforestilling til minde om Hans Lindenovs bryllup. Den blev opført i museumsgården, og den tiltrak flere tusinde tilskuere, fortæller Martin Pavón. Der var også noget at komme efter, ud over teateroplevelsen, for alle tilskuerne deltog i en lodtrækning om et sommerhus på Røsnæs, har han set i et teaterprogram fra dengang.

Hans Lindenov forlod Kalundborg Slot lige før den svenske besættelsesmagt kom. Han ombyttede Kalundborg Len med Sct. Knuds Len i Odense, og han døde i 1659.

Pavón kunne godt tænke sig at forfølge historien om Hans Lindenov, selv om det altså ikke var ham, der byggede Lindegården.

Hans Lindenov som genfærd

Samme Lindenov fik et slet eftermæle. Historiker og professor ved Københavns Universitet J. A. Fridericia (1849-1912) har karakteriseret Hans Lindenov således: Hengiven til lave passioner, brutal i gerning, til det yderste simpel i tale, forgældet og i strid med alverden, var han en type på det værste forfald inden for det danske aristokratis spidser.

Møller bemærker, at den jævne mand i Kalundborg næppe har haft noget godt at sige om ham, mens han boede her. Det fremgår med al tydelighed af et lokalt sagn. Det lyder sådan: Hver julenat kører Hans Lindenov gennem Skibbrogade med sit hoved under armen, og han kører til sidst ind gennem en lukket port i det nuværende gadenummer 20. Efter folkets tro hørt han til de usalige, som efter sin død måtte blive ved med at gå igen.

Lindegården reddet fra nedrivning

Et spring frem i tiden viser, at Lindegården i begyndelsen af 1900-tallet stod til nedrivning. Gården blev købt af murermester Jørgen Peter Christensen, der ville rive den ned og udstykke Lindevænget for at opføre villaer.

Under arbejdet stødte man på rester af en svær mur af kampesten, og Nationalmuseet blev tilkaldt. Arkitekt C. M. Schmidt konstaterede, at ruinerne mindede om de, der var fundet under Absalons borg i København, og derligere undersøgelser viste, at man var stødt på Kalundborgs grundlægger Esbern Snares borg.

Så kom J. S. Møller på banen og takket være en aftale i 1907 om at sælge Lindegården til etatsråd Georg Bestle og hustru Caroline blev gården reddet fra nedrivning og fredet.

Den første spæde start på Kalundborg Museum blev gjort, og med Møller som formand lejede museumsforeningen tre lokaler af Bestle og åbnede den første udstilling, der åbnede i 1910.