Vi Cykler til Arbejde 2026 åbner for tilmelding
Kampagnen løber i hele maj, og samler kollegaer på hold af 2-16 personer, hvor det gælder om at cykle flest mulige dage og samle point til lodtrækning om præmier.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Der er nu åbnet for tilmeldingen til Cyklistforbundets kampagne Vi Cykler til Arbejde 2026, som er Danmarks største motionskampagne på arbejdspladser. Kampagnen løber i hele maj, og samler kollegaer på hold af 2-16 personer, hvor det gælder om at cykle flest mulige dage og samle point til lodtrækning om præmier.
Årets slogan er “Din billet til fællesskabet”, og kampagnen lægger vægt på både sundhed, konkurrence og socialt samvær på arbejdspladsen. Projektleder Kasper Lundtoft Bentsen fremhæver, at kampagnen kombinerer motion og fællesskab:
”Vi lover gode stænger, højt humør og bedre kondi. Det handler om at have det hyggelig og sjovt samtidig med, at du bliver sundere, friskere og gladere. Kampagnen styrker fællesskabet på arbejdspladsen, hvor man både kan dyste mod de andre hold i virksomheden, andre virksomheder og internt på holdet,” siger han.
Deltagerne kan konkurrere i en række underkonkurrencer, blandt andet om flest cykeldage og særlige interne trofæer som kagetrofæet, der gives til holdets bager. Ifølge Cyklistforbundet bages der hvert år op mod 4.000 kager til deltagerne.
Alle deltagere får desuden mulighed for et gratis sikkerhedstjek af deres cykel. Hovedsponsoren Merida tilbyder via forhandlernetværket Bike&Co en gennemgang af cyklens stand og sikkerhed.
Kampagnen byder også på en række præmier, herunder en hovedpræmie bestående af elcykler til hele det vindende hold. Samtidig peger Cyklistforbundet på sundhedsgevinsterne ved at cykle, også for hjernen. Hjerneforsker Troels W. Kjær forklarer, at fysisk aktivitet kan styrke intelligensen, hvis man cykler længe nok og får pulsen op.
Sidste år deltog næsten 58.000 danskere i Vi Cykler til Arbejde, og kampagnen forventes igen i år at sprede cykelglæde på arbejdspladser, hjemmekontorer og cykelstier i hele landet.