Vedligehold af kommunens skoler og legepladser, eller mangel på samme?

Vedligehold af kommunens skoler og legepladser, eller mangel på samme?

Læserbrev: Vedligehold af kommunens skoler og legepladser, eller mangel på samme?

Lørdag den 10. september 2022 var forældre og andre interesserede inviteret til legepladsdag på Kirke Helsinge skole, børnehave og vuggestue.

Formålet med dagen var, at frivillige, sammen med ansatte på og i skolen, børnehaven og vuggestuen, kunne hjælpe med at male, ordne og vedligeholde de steder der trængte.

Selvom jeg ikke længere selv har børn på stedet, tog vi imod invitationen og mødte op i arbejdstøj.

Men vores beskedne indsats rakte ikke langt. Jeg blev chokeret over at se, hvorledes navnlig legepladsernes vedligeholdelsesmæssige stand er. Legeredskaber som jeg selv har leget på for godt og vel 30 år siden, kan snart ikke mere.

Navnlig børnehaven og vuggestuens eneste legetårn står i en forfatning, så det er et spørgsmål om tid, før et barn kommer (alvorligt) til skade. Legetårnet har i den grad udtjent sin værnepligt, hvilket tårnets mange rådne brædder vidner om.

Jeg kan godt blive i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lovligt, at Kalundborg Kommune ikke vedligeholder legepladserne?

Jeg kan også blive i tvivl om, hvorvidt det vil være lovligt at fjerne de misligeholdte legeredskaber helt, for så har børnene de facto stort set intet at lege på eller med.

Det er i hvert fald en alternativ måde at tiltrække børn på, navnlig i en periode med faldende børnetal.

Jeg opfordrer i alle tilfælde til, at der gøres noget ved det, inden nogen kommer til skade. Det ville alligevel ikke være til at bære.

Louise Frændemark, Advokat (L)

Del