Varmtvandsbassin sikret på Synscenter Refsnæs
Hun har kæmpet for det længe. Hun så dog gerne, at man tænker mere i fællesskaber og partnerskaber, og dermed udvider mulighederne for andre borgere også.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Region Sjælland har netop afsat midler til varmtvandsbassinet i svømmehallen på Synscenter Refsnæs i Kalundborg. Regionsrådsmedlem Helle Laursen Petersen (LA) vil dog gerne tænke større således, at også ældre borgere med særlige behov i kommunen kan få glæde af bassinet.
Midler til vartvandsbassinet i svømmehallen på Synscenter Refsnæs i Kalundborg har længe været på ønskelisten for flere, og nu er midlerne til bassinet sat af, hvilket glæder regionsrådsmedlem Helle Laursen Petersen (LA), der har kæmpet for det længe. Hun så dog gerne, at man tænker lidt videre og udvider mulighederne for andre borgere også.
Vi skal tænke endnu større til gavn for flere
“Jeg er utrolig glad for, at vi, i dag, har afsat midler til varmvandsbassinet og svømmebassinet på Synscenter Refsnæs. For vores børn, unge og voksne med synsnedsættelse og komplekse funktionsnedsættelser er bassinet ikke bare vand – det er et sted for læring, rehabilitering og livskvalitet,” siger Helle Laursen Petersen, og fortsætter: “Men hvorfor ikke tænke endnu større? Jeg foreslog, at vi undersøger partnerskaber, fx med Kalundborg Kommune, så også ældre borgere med særlige behov kan få gavn af faciliteterne. Det er både fællesskab, sundhedsfremme og bedre udnyttelse af ressourcerne. Lad os tænke langsigtet og bæredygtigt – og sikre, at denne unikke ressource fortsat kan gøre en forskel for dem, der har allermest brug for det.”
Til Regionsrådet sagde hun bl.a. på mødet i går: “Svømmehallen er ikke bare et bassin med vand. Det er et specialiseret lærings- og terapimiljø, hvor borgerne kan udvikle deres kropsbevidsthed, styrke deres sundhed og få adgang til undervisning og udredning i trygge og tilgængelige rammer. Det er et sted, hvor de kan opleve frihed og selvstændighed – noget, der ellers kan være svært at opnå i hverdagen. Men som det ser ud nu, har bassinerne været lukket længe. Det har allerede store konsekvenser for borgernes trivsel og for de faglige tilbud, vi kan give. Og det skal vi have gjort noget ved. Tidligere har svømmehallen også været til stor gavn for andre – blandt andet min egen mor, som er besværet gigtpatient. Hun havde stor glæde af varmtvandsbassinet, og det gjorde en mærkbar forskel for hendes bevægelighed og velvære.”
Vi skal tænke i fællesskaber og partnerskaber
Helle Laursen Petersen foreslog derfor, at man tænker i fællesskaber og partnerskaber og fx indgik samarbejde med Kalundborg Kommune, hvor svømmehallen – på udvalgte tidspunkter – også kan benyttes af kommunens ældre borgere med særlige behov.
“Det vil ikke alene sikre en bedre udnyttelse af faciliteterne, men også styrke det lokale fællesskab og skabe nye muligheder for rehabilitering og sundhedsfremme på tværs af målgrupper,” siger hun, og fortsætter: “Mange steder i landet tænker man ud af boksen – det kan vi også. Lad os tænke langsigtet og bæredygtigt og sikre, at denne unikke ressource fortsat kan gøre en forskel for dem, der har allermest brug for det.”